x

Jelling Musikfestival medarrangør af ny festuge

Jelling Musikfestival medarrangør af ny festuge

Endnu en festival der har fundet på kreative alternativer til sommeren

Efter aflysningen af Jelling Musikfestival i forrige uge har arrangørerne stukket hovederne sammen med Vejle Musikteater og Bygningen i Vejle og arrangeret Vejle Alive. Arrangementet er en festuge, der skal genoplive hele Vejle kommune med musik og god stemning, og så kan den afholdes inden for de gældende restriktioner. Vejle Alive bliver afviklet over ni dage fra den 25. juni til den 3. juli på scener i Byparken, Skyttehushaven og ved Spinderihallerne. 

På den musikalske front byder arrangementet på koncerter med band- og producertrioen Hugorm, en akustisk koncert med Christopher (billedet), rockbandet Carpark North og den nye duo Michael Falch & Signe Svendsen. Dertil kommer også Lars Lilholt Band, Betty Bass, Malte Ebert ‒ den tidligere Gulddreng, der stammer fra Vejle – og hele Danmarks Alberte Winding og mange flere. 

Festugen byder derudover også på stand-up med danske komikere som Torben Chris, Lasse Rimmer og Ane Høgsberg. Der vil være talks med blandt andet Jesper Binzer og Alex Nyborg Madsen, og for de allermindste vil der være børneevents med Sigurd Barrett.

”Danmark har mere end nogensinde brug for at dyrke fællesskaberne og få åbnet kultur- og erhvervslivet sikkert op igen inden for de retningslinjer, der gælder. Vi har en trang til at stable nye kulturevents på benene for vores egen, vores frivillige og vores leverandørers skyld. I et år, hvor vi eksempel må undvære store festivaler, er Vejle Alive en kærkommen chance for at mærke suset og samhørigheden fra de store, samlende begivenheder i et anderledes setup,” siger festivalleder Lars Charlie Mortensen fra Jelling Musikfestival.

Arrangementet kræver coronapas, som enten skal være et negativt resultat af en covid-19-test, der er højst 72 timer gammelt, et positivt resultat af en covid-19-test, der er mindst 14 dage og højst 180 dage gammel, eller et gennemført vaccinationsforløb mod covid-19. Arrangementet har kapacitet til 500 siddende gæster, jævnfør restriktionerne

Se det fulde program og læs mere om festugen lige her

Arrangementers start- og sluttider vil fremgå af de enkelte events og stå anført på billetten.

Alle koncerter skal slutte senest kl. 23, og baren lukker kl. 22.00.

Billetsalget åbner på torsdag d. 20. maj kl. 10.00

LÆS OGSÅ: Heartland Festival annoncerer alternativt festivalarrangement 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA