Nyhed

VIDEO: 81 fans fortolker et VOLA-nummer – sammen med bandet

GAFFA.dk – alt om musik

Det danske prog-metal-band interagerer med fans fra hele verden
 
Det danske progressive metalband VOLA, der spillede til GAFFA-Prisen 2020, har god vind i udlandet og har turneret gennem Europa ad flere omgange med over 100 koncerter om året. Siden marts 2020 har dette dog ikke været muligt med de corona-lukkede grænser. VOLA oplevede blandt andet, at to USA-turnéer og flere Europaturnéer blev aflyst.
 
Så hvad gør man, når man som dansk band længes efter at spille live og interagere med sine fans, men har størstedelen af sit publikum og koncertaktivitet uden for landets grænser?
 
Man går online, og VOLA gør det mere interaktivt, end de fleste andre bands har gjort. Bandet står nemlig bag konceptet creator pack, hvor man på sit eget instrument selv kan indspille et spor eller flere af et VOLA-nummer. Pakken består af seks separate lydfiler (guitar, bas, trommer, vokal, keys og percussion) samt sangtekst og guitar- og bas-tabs. Således er det muligt at fjerne eksempelvis trommesporet og selv spille trommer til sangen. Man må også gerne omskrive og remixe.

Dette har fans gjort i store dele af verden, fra Ungarn til Italien, USA, Skotland, England, Rusland, Spanien, Sverige, Grækenland, Schweiz, DK, Chile, Makedonien, Finland, Polen, Argentina, Bahrain, Australien, Brasilien, Tyskland og Canada. 
 
Nu har VOLA lavet en video, hvor 81 fans fortolker VOLA-sangen "Straight Lines", og hvor bandets fire medlemmer også selv medvirker. Se videoen nedenfor.
 
"Straight Lines" er en sang fra VOLAs tredje album, Witness, der udkommer i morgen, den 21. maj. Forgængeren, Applause of a Distant Crowd, fik i øvrigt fem stjerner af GAFFAs anmelder.
 
 
På Spotify har VOLA lige knap 200.000 månedlige lyttere, og adskillige af deres sange er blevet spillet mere end en million gange. I 2019 blev de optaget i Statens Kunstfonds to-årige udviklingsprogram ”Den unge kunstneriske elite”. 
 
VOLA indleder i morgen den 21. maj deres Danmarksturné, der er helt udsolgt bortset fra koncerten 22. maj i Musikhuset Aarhus.
 
Se videoen til "Straight Lines" med de mange fan-bidrag:
 
 
ANNONCE