Nyhed

Kulturministeren beder ekspertgruppe se på testkoncerter i storskala

GAFFA.dk – alt om musik

Joy Mogensen vil tillade forsøg med større koncerter hen over sommeren

Kulturminister Joy Mogensen vil bede regeringens ekspertgruppe for større arrangementer vurdere mulighederne for at gennemføre visse forsøg med arrangementer på kulturområdet, for eksempel koncerter, for et større publikum hen over sommeren.

Partierne bag rammeaftalen for genåbningen fra den 22. marts – det vil sige samtlige Folketingets partier minus Nye Borgerlige – har aftalt, at ekspertgruppen i løbet af de kommende uger skal foretage en evaluering af de første trin i afholdelsen af større arrangementer. Evalueringen skal medio juni, hvor de 50+-årige har fået første vaccinationsstik, drøftes med de politiske partier bag genåbningsaftalen. Det er i den forbindelse, at ministeren vil bede ekspertgruppen om at se på muligheder for at gennemføre visse yderligere forsøg med arrangementer på kulturområdet, for eksempel testkoncerter, der er større, end det hidtil har været tilladt.


Kulturminister Joy Mogensen udtaler i en pressemeddelelse:

"Vi er mange, der længes efter fællesskabet ved større arrangementer til livemusik og andre kulturbegivenheder. Vi er nu nået til et punkt, hvor store dele af samfundet er åbnet, og det giver mening at vurdere, om forsøg med arrangementer med større publikum kan give ny viden, der kan bane vejen for en fuld genåbning. Derfor vil regeringen bede ekspertgruppen vurdere mulighederne for storskalaforsøg til sommer, når den evaluerer erfaringerne fra de første trin i genåbningen af større arrangementer i midten af juni."

I en række europæiske lande, blandt andet Tyskland, Holland og Spanien, er der blevet afholdt testkoncerter med flere tusind publikummer for at undersøge, om der er risiko for spredning af coronavirus ved disse koncerter, hvis publikum er testet negative og overholder visse restriktioner. Indtil videre har regeringen ikke tilladt sådanne forsøg i Danmark, selvom der har været stor interesse fra musikbranchens side.

Blandt andet skrev direktøren for Strøm Festival, Frederik Birket-Smith, i begyndelsen af maj et debatindlæg i Kulturmonitor, hvor han fortalte om et konkret forslag til et forskningsprojekt udarbejdet af Strøm og Spot Festival i samarbejde med Statens Institut for Folkesundhed, som der dog ifølge Birket-Smith ikke var lydhørhed over for på Christiansborg.


Alle de udenlandske forsøg har i øvrigt vist, at der er ikke er nogen særlig risiko for smittespredning ved større koncerter, hvis publikum er testet negative og overholder visse restriktioner.

LÆS OGSÅ: 5000 var samlet til koncert: Ingen smittespredning

I forbindelsen med genåbningsaftalen er det indtil videre tilladt at afholde koncerter for 2000 personer i sektioner med 500 personer fra 1. juli. Fra 1. august hæves grænsen til 5000 personer, stadig i sektioner med 500 personer. Denne grænse kan hæves til 10.000 personer, "når det er sundhedsmæssigt forsvarligt", som det hedder i aftalen, der blev indgået natten til 4. maj. En aftale, der fik alle større danske festivaler, blandt andre Roskilde, NorthSide, Tinderbox, Smukfest og Copenhell, til at aflyse umiddelbart efter.


 

ANNONCE