Nyhed

S-kulturfører om forsøg med større koncerter: "Verden ser anderledes ud nu"

GAFFA.dk - alt om musik

"Det giver mening at vurdere, om forsøg med arrangementer med større publikum kan give ny viden, der kan bane vejen for en fuld genåbning", lyder det fra kulturminister Joy Mogensen. En udmelding, der måske kan virke skuffende oven på danske festivalers aflysninger. Men det kunne ikke være anderledes, mener kulturordfører.

Kulturministeren Joy Mogensen fra Socialdemokratiet opfordrer i dag regeringens ekspertgruppe til at undersøge mulighederne for at gennemføre forsøg med større arrangementer i ”storskala”. Sådan lyder udmeldingen, der i dag blevet leveret i en pressemeddelelse fra Kulturministeriet.

Udmelding kommer efter den genåbningsplan, der i starten af maj blev fremlagt, og som lyder på, at det fra den 1. juli er tilladt at holde koncerter med op til 2000 personer i sektioner med 500 ad gangen (i første omgang var meldingen dog, at sektionerne skulle være på 200 personer, men det er senere blevet lempet). Her vil kravet om makskapacitet stige fra den 1. august, hvor grænsen vil hæves til 5000 personer, stadig fordelt i sektioner med 500 personer ad gangen. En aftale, der blev et dødsstød for samtlige store festivaler som Roskilde Festival, NorthSide og Tinderbox, der måtte se sig nødsaget til at aflyse på stribe.


Tager man disse begivenheder med i sin betragtning, er det let at forestille sig, at den seneste melding fra kulturministeren kan fremstå mere eller mindre kontroversiel for kultur- og musikbranchens aktører – herunder særligt festivalerne og deres gæster. En branche, der længe har råbt på hjælp. Samtidig har de budt ind med forslag og bud om at agere prøvekanin for lignende eksperimenter. Men uden at blive hørt.

GAFFA har bedt socialdemokratiets kulturminister, Kasper Sand Kjær, forholde sig til problematikken:

Kan I uddybe, hvilket omfang ”storskala” indebærer?


– Vi står i midt et tidspunkt, hvor det er svært at sige noget konkret om det præcise omfang. Det vil jeg lade være op til eksperterne.

Flere festivaler har længe rakt ud med bud på konstruktive tiltag, der ligner disse. Kunne man have lyttet til dem noget før?

– Der er langt fra de igangværende processer og til dem, der var i det tidlige forår. Verden ser helt klart anderledes ud, og denne her situation forandrer sig hele tiden. Så det synes jeg ikke, at man kan sammenligne.


Lande som Holland, Tyskland og Spanien har allerede udført sådanne eksperimenter, der svarer til dem, man overvejer at gennemføre. Det er nærliggende at spørge, om ekspertgrupperne og regeringens aftalepartier ikke har kunnet læne sig op ad disse lande?

– Jamen, vi har inddraget dem i vores nuværende overvejelser. Ligesom vi også tidligere har kigget på, hvad andre lande har gjort, lyder det fra Socialdemokratiets kulturordfører.

Sekretariatschefen for Dansk Live udtrykker en tvetydig modtagelse af kulturministreiets udmeldinger. For selvom det er godt nyt, så er det for sent. Det siger Esben Marcher i dag til DR


– Vi foreslog det allerede i 2020 til Kulturministeriet, men det var ikke en del af prioriteringerne i regeringen dengang. Nu kan det så være, der kommer en mulighed for det, men det er så langt inde i genåbningen, at det ikke hjælper så meget – og særligt ikke for sommerens festivaler, hvor mange allerede er aflyst, lyder det i en artikel på dr.dk

Kulturministeren oplyser i pressemeddelsen, at ekspertgruppen vil vende tilbage med en udmelding i midten af juni.

GAFFA har også forsøgt at få en kommentar fra Kulturminister Joy Mogensen, men meldingen fra Kulturministeriet er, at ministeren ikke har tid i dag.


LÆS OGSÅ: Kulturministeren beder ekspertgruppe se på testkoncerter i storskala

ANNONCE