Nyhed

Alive Festival melder klar med nyt koncertkoncept

GAFFA.dk – alt om musik

Den nordvestjyske festival offentliggør i dag et alternativ til den aflyste festival

Det har været et hårdt forår for de danske festivaler, der for andet år i træk måtte se sig nødsaget til at aflyse efter den genåbningsaftale, der blev offentliggjort den 4. maj. En af dem blev desværre Alive Festival. Men fat mod. For folkene bag kan i dag løfte sløret for konceptet "Alive i Haven 21". Det fortæller festivalen i dag i en pressemeddelse. 

Det bliver til et tre dage langt arrangement, med musik, kunst og udflugter, sat til at skulle afholdes fra den 29 til den 31 juli. 2021, og som foregår på det område som normalt tilhører "Haven". En lille bid af noget, der smager lidt af Alive Festival. Ifølge den kunsteriske leder på Alive, Nicolai Demuth, er det alt det bedste fra festivalen kogt ned til noget, der kan eksistere inden for de gældende restriktioner:


– Vi har skaleret ned, og vi har skabt et format, som vi er glade for. Vi synes, at Alive i Haven 21
er endt med at blive et rigtig godt alternativ for vores oprindelige planer, og jeg er sikker på, at
publikum vil komme til at opleve alt det gode, som de kender fra Alive Festival. Vi har først og
fremmest taget udgangspunkt i sikkerhed, og der vil ud over fest og farver selvfølgelig være
fokus på alle retningslinjer vedrørende Covid-19, lyder det. 

Det er, ifølge festivalen, både muligt at købe billet til en enkelt dag, samt til alle tre dage. Man kan ligeledes bevæge sig frit rundt, uden mundbind og købe en kold fadøl, uden at skulle bekymre sig om af -og påsætning af det lyseblå mundbind mellem slurkene. Grundet restriktionerne er festivalen dog uden campingmuligheder og har plads til 600 stående gæster pr. dag. Så ønsker man en billet, så er det med at skynde sig. Festivalen fortæller, at de glæder sig til at byde velkommen til et par hyggelige dage med et program, der både byder på kunst og et lovende musikprogram:

– Vi glæder os ekstremt meget over, at det er lykkedes os at lave et event, som kan give vores
gæster noget af det, de har savnet. Det bliver en helt særlig og stemningsfyldt plads, og vi er
lykkedes med at booke nogle stærke kunstnere og artister, og vores samarbejdspartnere har arbejdet hårdt og positivt mod et fælles mål: At give publikum festivaloplevelsen tilbage, lyder det fra Nicolai Demuth.


Festivalens officielle musikprogram står til at blive afsløret i morgen fredag den 18. juni, ligesom billetsalget bliver skudt i gang i morgen fredag. Øvrige kulturelle oplevelser som udflugter og kunst vil også inden længe blive offentliggjort.

Prisen for Alive i Haven 21 bliver 325 kroner eksklusive gebyr for en dagsbillet og 795 kroner eksklusive gebyr for alle tre dage. Selve dagsprogrammet vil løbe fra klokken 14.00 til midnat hver dag.

LÆS OGSÅ: Alive Festival aflyser - men gør klar til alternativt arrangement 


ANNONCE