x

Nyt initiativ skal hjælpe minoritetsetniske unge ind i musikbranchen

Nyt initiativ skal hjælpe minoritetsetniske unge ind i musikbranchen

Billedet stammer fra et tidligere Mino Danmark-arrangement på Hovedbiblioteket i København

Mangfoldighed er et centralt sundhedstegn i projektet, der efterstræber at skabe en mere tilgængelig musikbranche med lige adgang for alle 

Dansk Live og Mino Danmark står bag et nyt, fælles initiativ, der skal øge repræsentationen af unge med minoritetsetnisk baggrund i den danske musikbranche. Tuborgfondet har doneret knap 1 million kroner til projektet, der søger at give lige adgang for alle og forløse flere unge kulturskaberes drømme. Samtidig vil initiativet have fokus på at øge repræsentationen af minoritetsetniske iværksættere og koncertarrangører mellem 18 og 30 år.

Dansk Live er en interesseorganisation for festivaler og spillesteder, mens Mino Danmark er en interesseorganisation, der arbejder for at styrke minoritetsetniske danskeres muligheder, stemmer og samfundsdeltagelse. Projektet, der løber over to år, er støttet af Tuborgfondet.

“Der eksisterer et stort overset kulturelt potentiale blandt mange danske unge med minoritetsetnisk baggrund, som vi skal forløse. Mino Danmark ønsker med dette projekt at åbne dørene for en mere mangfoldig musikbranche og sikre, at branchens aktører lærer minoriteter at kende, så den voksende gruppe af unge kulturbrugere og kulturskabere med minoritetsetnisk baggrund repræsenteres og inkluderes”, fortæller Sama Sadat Ben Haddou, der er kultur- og eventudvikler hos Mino Danmark.

Intentionen med projektet er både at hjælpe unge med at udleve deres drømme og udvide deres netværk og at give musikbranchen mulighed for at tiltrække nye talentfulde ildsjæle og kulturelle forandringsskabere. 

Alexander Rastén Rydberg, der er indsatsansvarlig fra Dansk Live, er også begejstret for projektet: ”Den danske musikbranche er et område, som optager rigtig mange minoritetsetniske unge. Det er dog få unge, der enten har viden eller netværket til at blive en del af branchen, hvilket desværre gør, at der er talenter, der aldrig finder deres vej ind. Med det her projekt drømmer vi om at bygge bro mellem netop dem og de mange spillesteder og festivaler, der findes i Danmark”.

LÆS OGSÅ: Nyt initiativ fra Copenhell skal bane vej for flere kvinder i metalverdenen 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA