x

Sommeren er magisk på RAGNAROCK

Sommeren er magisk på RAGNAROCK

Hvis nogen siger Roskilde, hvad tænker du så? Festival, teltplads og væltede hegn? Vikingeskibe? Domkirken med sine stolte spir? Folkeparkens grønne oaser? Eller måske Algades hygge og Lise Nørgaards Korsbæk i Matador? Der kan sættes hak ved det hele. Roskilde er alt det. Men Roskilde er også noget helt, helt andet. 

Tænk Musicon: Den nye, pulserende bydel, hvor gamle, rå betonbygninger og innovativt, bæredygtigt nybyggeri bindes sammen i kreative og kulturelle eksperimenter. Og tænk så RAGNAROCK, der ligger og lyser midt på Musicon som en overdimensioneret guldkaramel pakket ind i nitter. Kun et stenkast fra Festivalpladsen, men et syvmileskridt fra det Roskilde, du allerede kender.

gallery_large

Foto: MVRDV /Ossip van Duivenbock

RAGNAROCK er ikke bare et imponerende arkitektonisk ikon. Det er Danmarks nationale, kulturhistoriske samtidsmuseum. Og kongerigets eneste museum for pop, rock og ungdomskultur. På Rabalderstræde 16 bliver din museumsoplevelse kickstartet med en tur op ad den lange, røde løber, som leder direkte til museumsbygningen. Og når du er fremme ved indgangen, træder du lige ind i landets mest rockede, røde foyer. Nu venter interaktive totaloplevelser for alle sanser. Og for alle aldre.   

På RAGNAROCK kan du både besøge den faste udstilling og de skiftende særudstillinger, der afløser hinanden og på hver deres måde formidler historien om ungdomskulturens musik og dens indflydelse på samfundsudviklingen i Danmark – fra 1950’erne og frem til i dag. 

Smattens magi - 50 års aftryk af Roskilde Festival
Et godt eksempel på en sansemættet totaloplevelse er sommerens helt nye særudstilling, ”Smattens Magi – 50 års aftryk af Roskilde Festival,” som har været undervejs i en årrække. Her byder museet på masser af festivalstemning og sjove aktiviteter for alle. 

”Smattens Magi” er et sansebombardement af dufte, lyde og synsindtryk. For nogle er det en tur tilbage ad mindernes boulevard – for andre måske et første møde med det parallelunivers, der har tiltrukket og fastholdt sit publikum gennem årtier.

gallery_large

Foto: Trine Sejthen /ROMU

Udstillingen markerer et halvt århundrede med festivalen på Dyrskuepladsen. En festival, der ikke bare er stor i Danmark, men som faktisk er en af de største og ældste musikfestivaler i verden. ”Smattens Magi – 50 års aftryk af Roskilde Festival” handler først og fremmest om festivalens publikum. Om 50 år med fællesskaber, ”sex, drugs and rock’n’roll”, drømme, aktivisme, kærlighed og fest. I hed sol og – måske især – i øsende regn. Det publikum, der ér festivalen – hvad enten de er frivillige, inkarnerede gengangere eller med for første gang. Roskilde Festival er intet uden sit publikum. Den særlige stemning og eufori både begynder og slutter med dem. Og det er det, du kan få en helt unik oplevelse af, når du køber en billet til særudstillingen. 

Få hele historien og mere til
Særudstillingen har masser at byde på for både voksne og børn. Og hvis du booker en omvisning, får du en guidet, interaktiv tour gennem 50 års magiske øjeblikke på Dyrskuepladsen Roskilde. Med ekstra info og sjove anekdoter bliver du ført gennem fortællingen om en festival i evig bevægelse, som har sat varige spor – både i smatten foran Orange Scene og hos generationer af fest- og musikelskende mennesker fra hele verden. Har du yngre børn, er det oplagt at booke en familieomvisning. Så vil I opleve festivalen i børnehøjde og kan bl.a.  gå på opdagelse i sure gummistøvler og mudder på glasflaske. 

Masser af sommeraktiviteter på RAGNAROCK
RAGNAROCK har også en masse sjove og underholdende tilbud til jer, der enten HAR oplevet smattens magi eller bare vil noget andet. I forbindelse med særudstillingen er der nemlig også en række aktiviteter både inde og ude, som er målrettet børn og voksne og løber over hele sommeren parallelt med særudstillingen.

I kan f.eks. tage med på gådejagten ”Er I der Roskilde?”, hvor I bl.a. bevæger jer ind på festivalområdet på Dyrskuepladsen. Det er RAGNAROCK og gådefirmaet HV?M, der står bag aktiviteten, som involverer et spilkit, en mp3-afspiller og en mission om at finde festivalånden. I kan være 2-6 spillere, og I skal regne med, at aktiviteten tager omkring to timer.

En anden mulighed er at besøge RAGNAROCKs værksted, hvor børnefamilier og kreative sjæle kan gå ombord i bunker af telte, campingstole, teltstænger og andet efterladt festivalguld og give nyt liv til noget af alt det, der ellers ville gå op i røg på forbrændingen. I kreative hænder kan der hurtigt opstå nyt, hjemmelavet legetøj, mobilcovers og sjov hårpynt. For blot at nævne nogle eksempler. Skab med skrald – Giv festival-affald et nyt liv er skabt i samarbejde med foreningen Affaldsimperiet, der arbejder med at inspirere og motivere til mere kreativ bæredygtighed gennem upcycling og genbrug. 

Læs mere om RAGNAROCK, særudstillingen og alle de mange sommeraktiviteter – både de gratis og dem, der kræver entré. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA