GAFFA.dk – alt om musik
Donda udkommer på fredag den 23. juli ifølge en ny tv-reklame
Kanye West har nu offentliggjort, at han udgiver sit længe ventede album Donda på fredag den 23. juli. Det har han som sædvanlig gjort på en lidt alternativ måde, idet datoen fremgår af en tv-reklame for Beats by Dres Studio Buds-hovedtelefoner. Her ser man den amerikanske løber Sha’Carri Richardson træne, mens lydsiden er et nyt Kanye West-nummer med titlen "No Child Left Behind". Det fremgår af reklamen, at nummeret stammer fra albummet Donda, som udkommer "på fredag". Se reklamen nedenfor.
Reklamen præsenterer en syngende, autotunet Kanye West, der blandt andet fremfører ordene: "Always count on God, he's done miracles on me" til tonerne af orgellydende keyboard. Reklamen havde premiere i går under Game 6 i NBA-finalen i amerikansk basketball, skriver NME.
Artiklen fortsætter under videoen
Allerede sidste år annoncerede Kanye West flere gange, at han ville udgive albummet Donda opkaldt efter hans afdøde mor. Han byggede op til den 24. juli 2020 som udgivelsesdato, men albummet udkom aldrig.
Nu ser det altså ud til, at albummet udkommer næsten præcis et år efter. Forleden annoncerede Kanye Wests rapkollega og samarbejdspartner Pusha T et lytteparty for albummet torsdag i denne uge. På Instagram skriver han ganske enkelt, citeret af NME: "Kanye West præsenterer Donda – lytteevent torsdag den 22. juli klokken 20 i Mercedes Benz Arena, Atlanta". Billetter til mellem 20 og 50 dollar kan købes via dette link, hvis du skulle være på de kanter. Og ja, det er et helt stadion, der bliver taget i brug til begivenheden, om end de yderste rækker ikke er sat i salg.
Det fremgår også af den omtalte reklame, at Apple Music vil livestreame begivenheden.
Vis dette opslag på Instagram
Det amerikanske SoMe-fænomen Justin Laboy tweetede ifølge NME forleden, at han allerede har hørt albummet sammen med basketballspilleren Kevin Durant og Kanye West selv, og han er begejstret. På Twitter skrev Laboy i går: "Kanye spillede albummet for mig og Kevin Durant i aftes i Vegas. Lyt, mand! Produktionen er lysår forud for sin tid, og hans tekster lyder, som om han er fattig og sulten efter at få en pladekontrakt igen. Enhver kunstner, som har planer om at udgive noget snart, bør udskyde det."
Laboy offentliggjorde også et foto af ham og Kevin Durant og en tredje person, der skjuler sit ansigt, men ligner Kanye West.
Kanye played his new album for me & @KDTrey5 last night in Vegas. Man listen! The production is light years ahead of it’s time, and the bars sound like he’s broke & hungry trying to get signed again. Any artist who plan on dropping soon should just push it back #Respectfully
— Respectfully Justin (@JustinLaboy) July 18, 2021
Kanye West har i øvrigt også netop slettet alle opslag på sin Instagram-profil bortset fra en ny fotoserie og så den omtalte tv-reklame.
Hvis Donda-albummet udkommer nu, bliver det Kanye Wests tiende soloalbum og opfølgeren til det religiøst orienterede Jesus Is King fra 2019. Et udspil, GAFFAs anmelder ikke var særligt imponeret over, tværtimod kaldte han det "karrierens slappeste udspil".