GAFFA.dk – alt om musik
Once Upon a Time in Shaolin er solgt for at inddrive gæld fra svindeldømt finansmand
Hiphopgruppen Wu-Tang Clans meget omtalte album Once Upon a Time in Shaolin, der kun er udgivet i ét eksemplar, har fået en ny ejer. Albummet, som siden 2018 har været i den amerikanske regerings varetægt, er nemlig blevet solgt for at inddrive gæld fra den svindeldømte finansmand Martin Shkreli, skriver NME.
Martin Shkreli købte i sin tid albummet, der er indspillet mellem 2007 og 2013, på en auktion i 2015 for intet mindre end to millioner dollar, hvilket gjorde det til verdens dyreste album. I 2017 blev Shkreli idømt syv års fængsel for værdipapirbedrageri, og han skulle betale 7,4 millioner dollar i bøde. I den forbindelse blev en række af hans værdigenstande beslaglagt, herunder Wu-Tang Clan-albummet, og det er altså nu blevet solgt.
Albummet er fremstillet som dobbelt-cd i en sølvæske, og det skulle angiveligt blandt andet byde på bidrag fra Cher. Det var i øvrigt en del af købsaftalen, at Shkreli ikke måtte fremstille kopier af udgivelsen før 88 år efter købet.
Prisen, og hvem der har købt det, er ifølge købsaftalen fortroligt, men ifølge en pressemeddelelse fra statsanklageren i den østlige del af New York skulle beløbet være nok til, at Shkreli nu er gældfri.
Det vakte stor opmærksomhed, da Shkreli i sin tid købte albummet. Den kontroversielle finansmand var på det tidspunkt især kendt for at have købt retten til at fremstille aids-medicinen Daraprim og hævede derpå prisen med hele 5000 procent fra den ene dag til den næste, hvilket skabte stor forargelse.
Martin Shkreli forsøgte i øvrigt at sælge albummet på eBay i 2017, og det højeste bud var en million dollar, men auktionen blev afbrudt, da Shkreli blev anholdt og sigtet for svindel. Wu-Tang Clan-medlemmet RZA var ifølge Rolling Stone blandt dem, der bød på albummet, men han blev forhindret i at købe det af kontraktmæssige årsager.
Grunden til, at Wu-Tang Clan valgte at udgive albummet i ét eksemplar og sælge det så dyrt var en protest mod, at musik i deres øjne havde mistet sin værdi grundet sin lette tilgængelighed på streamingtjenester og via piratkopiering. Gruppens øvrige udgivelser kan dog streames.
LÆS OGSÅ: Historien om Martin Shkreli og Wu-Tang Clans album, som kun findes i ét eksemplar, kommer på Netflix
Hør et af Wu-Tang Clans største hits, "C.R.E.A.M." fra debutalbummet Enter the Wu-Tang (36 Chambers) fra 1993: