GAFFA.dk - alt om musik
Teknologigiganten Samsung har lige lanceret en række nye produkter, der lover spændende oplevelser, både når det kommer til lyd, billeder og motion.
Det har længe været ventet, at koreanske Samsung ville lancere nye foldbare mobiler, og på gårsdagens lancering var det da også to nye foldbare smartphones, der havde det største fokus. Men det blev også til lancering af nye smarte ure og ikke mindst et nyt helt trådløst headset.
De to mobiler, der blev lanceret, er Galaxy Z Fold3 5G og Galaxy Z Flip3 5G. Og selvom begge mobiler har en del til fælles, de er begge foldbare og de understøtter begge 5G-netværket, så er der også store forskelle.
Men en ting er dog fælles for dem begge: de lover masser af kreative muligheder, og ikke mindst lokker de med spændende oplevelser.
Galaxy Z Fold3 er klart den største, både rent fysisk og også rent hardwaremæssigt. Umiddelbart ligner den en traditionel smartphone, der dog kan åbnes op og forvandle sig til en tablet med en skærm på 7,6”. Samtidig understøtter den Samsungs pen, S Pen, så du kan være kreativ på mobilen.
Men hvad der for alvor gør denne smartphone spændende er, at Samsung har formået at gemme kameraet, når du åbner mobilen. Normalt vil der sidde et såkaldt punch hole-kamera, og dermed vil der være en del af skærmen, der ikke kan bruges til at vise indhold på. Men denne mobil gemmer kameraet under skærmen, og når der vises billeder, film eller andet på skærmen, kan du ikke se kameraet. Først når du skal bruge det, dukker det frem, og objektivet bliver synligt – smart og fræk detalje.
Et blik på Z Flip3 5G afslører en klaptelefon, der er ganske lille, når den er foldet sammen. Men Samsung har stadig forsynet den med en ret stor skærm, når den er foldet sammen. Klap den op, og pludselig er der en skærm som på en mere traditionel smartphone, og det gør den super spændende.
Lyd og smarte ure
Samsung lancerede også et ny version af deres trådløse headset, Buds2. Headsettet er en opgradering af det gamle Buds-headset, og selvom headsettet ser spændende ud, er det primært nogle mindre opgraderinger, Samsung har foretaget her.
De oplyste, at de havde arbejdet med pasformen og gjort støjreduktionen mere effektiv. De skulle også have arbejdet med samtalekvaliteten, så den nu er bedre til at filtrere baggrundsstøj væk.
Endelig kunne Samsung også fremvise deres nye smarte ure, Watch4 og Watch4 Classic. Det er markante opgraderinger i forhold til tidligere ure, blandt andet har de arbejdet meget med operativsystemet og brugergrænsefladen, som de hævder nu skulle være endnu lettere at navigere rundt i.
Men ellers var det i høj grad urenes sundheds- og helbredsfunktioner, der var i fokus på præsentationen. Urene er udstyret med en ny BioActive Sensor, der både skulle kunne måle EKG, puls og måling af kropssammensætning.
Herudover oplyser Samsung, at urene kan måle den daglige aktivitet og træningsaktivitet, og så skulle de kunne guide dig igennem forskellige træningspas.
For folk, der sover sammen med en snorker, eller måske selv er af den type, er der også en lille nyhed. For urene kan registrere din snorken – og fortælle dig om, hvor meget du snorker om natten.
Det bliver spændende at kigge nærmere på de nye produkter, når de på et tidspunkt kommer forbi redaktionen til test.
LÆS OGSÅ: Kreativ og holografisk lyd i nyt headset