Nyhed

Joy Mogensen stopper som kulturminister

GAFFA.dk – alt om musik

"Jeg er løbet tør for overskud", fortæller den afgående minister

Joy Mogensen (S) trækker sig som kultur- og kirkeminister og stopper helt i politik. Det har hun meddelt statsminister Mette Frederiksen, skriver hun på sin Facebook-profil.

Joy Mogensen skriver blandt andet:


"Det har været den største ære at have haft Statsministerens tillid i tykt og tyndt. Der er ikke noget mere meningsfyldt end at få lov at tjene vores land i en socialdemokratisk regering. Det har været den største og vigtigste opgave at få Danmark igennem Corona-pandemien, og det har bestemt ikke været let. Men i sidste ende var det godt, at det var Mette Frederiksen og et socialdemokratisk hold, der stod der, da den sværeste tid kom."

Hun tilføjer dog blandt andet:

"...i løbet af de sidste to år er jeg blevet minister, jeg har mistet en datter, og jeg har stået med håndteringen af Corona i to ministerier, der blev overvældet af pandemien. Hver af de tre ting i sig selv er livsændrende udfordringer, og jeg er løbet tør for overskud. Og da jeg altid har været i politik med den tommelfingerregel, at man kun skal være der så længe, man kan give alt, hvad man har i sig, så giver næste skridt sig selv."


Joy Mogensen har under coronapandemien fået en del kritik fra musikbranchen og fra oppositionen for manglende forståelse for blandt andet musikeres og koncert- og festivalarrangørers udfordringer, når der bliver sat restriktioner for, hvor mange publikummer man må samle. Hun er blandt andet blevet kritiseret for at være langsom til at love kompensation til festivalarrangører, hvis det viste sig, at de store festivaler måtte aflyses igen i 2021 ligesom i 2020 – hvilket de som bekendt endte med at blive – og i det hele taget være længe om at give en melding om festivalsæsonen 2021, hvor der først forelå en endelig genåbningsaftale den 4. maj, få uger før de første festivaler skulle have fundet sted.

LÆS OGSÅ: Joy Mogensen var i festival-samråd, hvor kulturordfører ”kogte af raseri”

Kulturministeren har også fået kritik for at være mere positiv over for lempelser af restriktioner på fodboldområdet end musikken, hvor eksempelvis de fire EM-kampe i Parken i juni kunne afvikles med cirka 25.000 personer, mens koncert- og festivalarrangører samtidig kun måtte samle 2000. Kulturministeren fortalte dengang til GAFFA, at et bredt flertal i Folketinget havde besluttet at give fodbold-EM særstatus, fordi det var første gang, at nogle af EM-kampene skulle afvikles i Danmark.


LÆS OGSÅ: Hvorfor må fodboldfansene, når festivalgængerne ikke må?

Et GAFFA-interview med Joy Mogensen om hendes musiksmag, foretaget umiddelbart før corona-nedlukningen, men publiceret lidt senere, vakte stor debat, da det blev offentliggjort i april 2020. Her fortalte kulturministeren blandt andet, at hendes yndlingsalbum – hvis hun absolut skulle finde et – måske kunne være opsamlingen Absolute Music 2 fra 1993, for det havde hun lyttet meget til som teenager. Dette fandt nogle provokerende og et udtryk for ministerens manglende kulturelle dannelse, mens andre tog hende i forsvar.

LÆS OGSÅ: KOMMENTAR: Absolut Music-shitstorm mod Joy Mogensen skyldes overfladiskhed eller ond vilje


Joy Mogensen er født i 1980, er uddannet bachelor i kultur- og sprogmødestudier fra Roskilde Universitet og har været konsulent for Rambøll og Teknologisk Institut. Fra 2006-2019 var hun medlem af kommunalbestyrelsen i Roskilde, og fra 2011-2019 var hun borgmester i Roskilde Kommune, indtil hun den 27. juni 2019 blev udpeget af Mette Frederiksen som landets nye kulturminister efter folketingsvalget 5. juni. Hun sad dengang ikke i Folketinget og stillede heller ikke op til folketingsvalget, men er senere blevet folketingskandidat i Slagelse-kredsen. Denne post trækker hun sig også fra nu og stopper dermed helt i politik.

ANNONCE