Nyhed

Nick Cave udgiver selvbiografi om livet efter søns død

GAFFA.dk – alt om musik

Bogen har titlen Faith, Hope and Carnage og handler blandt andet om Caves sorg oven på sin søns pludselige død tilbage i 2015

Nick Cave udgiver selvbiografien Faith, Hope and Carnage næste år, skriver NME. Bogen er baseret på interviews på sammenlagt 40 timer med journalisten Sean O’Hagan, som er en af Caves tætte venner. Synopsen for bogen siger, at bogen er ”en meditation om store idéer, herunder tro, kunst, musik, sorg og meget mere.”

Cave har arbejdet på bogen siden 2018, hvor han har skrevet ugentlige nyhedsbreve, The Red Hand Files, omkring sorg og kunst. Derudover har de seneste to albums af Nick Cave & The Bad Seeds til dels handlet om Caves søn Arthurs død. Han døde i 2015 ved at falde ud over en klippe efter at have eksperimenteret med LSD og blev blot 15 år.


O’Hagan har sagt, at bogen indeholder ”intime og ofte overraskende samtaler, hvor Nick Cave taler ærligt om sit liv og musik samt den dramatiske transformation af begge dele, skabt af personlig tragedie. Arrangeret omkring en række temaer herunder sangskrivning, sorg, kreativitet, samarbejde, katastrofe, trodsighed og dødelighed – giver den dyb indsigt i det enestående sind hos en af de mest originale og udfordrende kunstnere i vores tid samt udforsker den komplekse dynamik mellem tro og tvivl, der underbygger hans arbejde.”

Faith, Hope and Carnage udkommer globalt i efteråret 2022.

Også Nick Caves højrehånd, Warren Ellis, eksperimenterer med forfatterskab. Ellis’ bog er "en historie om den betydning, vi tillægger ting og oplevelser, og hvordan de indgydes spiritualitet. Det er en fejring af den kunstneriske process, venskab, forståelse og kærlighed". Bogen har titlen Nina Simone’s Gum og udkommer til oktober.


LÆS OGSÅ: Nick Caves højrehånd udgiver bog

ANNONCE