GAFFA.dk - alt om musik
For indholdsskabere kan det være svært at lave et setup med flere kameraer. Men en ny kreativ kamerapakke lover at gøre det let for alle
Alle, der skaber indhold til de sociale medier, ved hvor kompliceret, det kan være at lave et setup, der involverer flere forskellige kameraer. Endnu mere kompliceret bliver det, når det hele først skal klippes sammen til en samlet film.
Men nu har Logitech lanceret en løsning, der lover at hjælpe alle indholdsskabere, der enten ikke har flere kameraer, ikke har hardwaren til at koble dem sammen eller har udfordringer med at få klippet flere film sammen til en.
Løsningen er lavet sammen med mikrofonfirmaet Blue, som Logitech købte for et par år siden. Løsningen kommer i brandet Logitech for Creators. Det har fået navnet Mevo Start 3-Pack og kommer sammen med app'en Mevo Multicam.
Systemet indeholder tre trådløse Mevo Start-kameraer, der skulle være specialdesignet til live-streaming, og som alle optager HD. Med denne pakke lover Logitech, at det bliver let for alle indholdsskabere at lave et professionelt multi-kamera-setup og optage direkte på mobil eller tablet. Derved bliver det også til et mobilt studie, som de kreative kan tage med sig – hvis du altså også lige har lidt lys, du kan tage med.
I pressemeddelelsen lover Logitech også, at det er muligt at streame trådløst, enten via WiFi, ethernet eller via mobilens hot-spot. Der skulle være batteri nok til op mod seks timers optagelse, og det er muligt at tilslutte en strømkilde via usb-c-stik.
Det er fra app’en, at du bliver forvandlet til instruktør af din egen video. Her kan du tilslutte og kontrollere de tre Mevo Start-kameraer og vælge hvilke kameravinkler, du ønsker at optage fra.
Du kan vælge at optage lyden direkte via kameraerne, eller du kan tilslutte en ekstern lydkilde, hvis du gerne vil have en bedre lyd.
Helt billigt, er sættet dog ikke. Du skal finde omkring 1.000 Euro - eller små 7.500 kroner, hvis vil have fat i det, men det er stadig langt billigere end at købe løse kameraer, trefødder og den nødvendige app til at kombinere det hele i.
LÆS OGSÅ: Mangel på mikrochips får Apple til at producere færre iPhones