Nyhed

GAFFA præsenterer DRÅBEN Festival

GAFFA.dk – alt om musik

DRÅBEN FESTIVAL er en endagsfestival, der præsenterer det bedste, Danmark har at byde på inden for hiphop

I 2020 indgik GAFFA et samarbejde med den unge musikplatform DRÅBEN, som laver podcasts om hiphop. I år GAFFA og DRÅBEN en ny endagsfestival under navnet DRÅBEN FESTIVAL. Her vil verdens største musikgenre blive hyldet: Hiphop.

Til december vil Benny Jamz, Carl Knast, Michael Williams og Josie Amadonna gå på scenen i både København og Aarhus for at fejre, hylde og feste. Det er alle artister, som lige nu er fremtrædende på den danske hiphopscene. En scene, der de seneste par år har vokset sig kæmpestor i Danmark. 


Benny Jamz har med sine over 10 år på hiphopscenen i Danmark taget pladsen som en af dem, der har været essentiel for udviklingen af hiphop. Han er blevet kaldt visionær, banebrydende og en af grundene til, at grimegenren kom til København fra London.

Josie Amadonna bliver beskrevet som en habil rapper, der med kække linjer beskriver sig selv som en boss. Hun har trods sin meget smalle diskografi formået at skabe sig et stærkt renommé på hiphopscenen i Danmark.

Carl Knast har med sit helt eget univers skabt en lyd, der ikke er nem at definere. Hans produktioner er gennemtænkte, og hans tekster er lige i skabet. Alt sammen fremført med en attitude, som er helt unik.


Michael Williams har trods sin unge alder gjort sig bemærket som en eminent performer, når han er på scenen. Han er en af dem, der er svær at undgå på den danske undergrundsscene.

Der vil desuden være afterparty med Yo Johnny på denne hiphoppens dag. 

Dråben Podcast er skabt af Loui Bosch-Fellah og Emil Lilleeidet Seest i 2018, og de har siden formået at skabe en markant og populær platform for hiphop i Danmark. De udkommer i samarbejde med GAFFA hver søndag, hvor de giver skarpe anmeldelser og ærlige meninger om hiphopkulturen. 


DRÅBEN FESTIVAL finder sted på Copenhagen Distillery i København den 4. december og på Godsbanen i Aarhus den 18. december. Og de to byer er ikke valgt tilfældigt. Både Hovedstaden og Smilets by er nemlig de to mest fremtrædende byer, når det kommer til hiphop, og byerne har avlet nogle af de største hiphopmusikere, vi har i Danmark. 

Billetsalget starter mandag den 18. oktober kl 10.00 via Billetlugen.

LÆS OGSÅ: GAFFAs hiphop-podcast DRÅBEN: Branco har vist set bedre dage


Varm op til festivalen med nummeret "Gelato" af Benny Jamz herunder:

ANNONCE