Nyhed

Konservative og Enhedslisten: For tidligt med coronapas

GAFFA - alt om musik

Hverken De Konservative eller Enhedslisten ser grund til at indføre krav om coronapas her og nu.

Tiden er ikke moden til at indføre krav om coronapas - trods stigende smittetal.

Det mener både Enhedslisten og De Konservative.

- Vi skal selvfølgelig sørge for, at smitten ikke stikker af. Men der er jo allerede indført tiltag som flere test. Og et samarbejde mellem kommuner, hvor smitten er høj, og Sundhedsstyrelsen. Nu skal vi se, hvordan det virker, siger De Konservatives sundhedsordfører, Per Larsen.


- For mig er det for tidligt til, at vi bare ruller coronapas ud over hele Danmark, siger han.

Hos Enhedslisten er sundhedsordfører Peder Hvelplund mindre bastant, men heller ikke her er der umiddelbart stemning for hurtig indførsel af coronapas.

- Vi skal være meget opmærksomme på den udvikling, der er lige nu. Vi kommer til at lytte meget nøje til, hvad eksperterne anbefaler.


- Men det, der er behov for lige nu, er at regeringen fremlægger en plan for, hvordan vi kommer igennem efteråret og vinteren. Der er en lang række tiltag som bedre hygiejne, vi kan tage, siger han.

Direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, anbefalede torsdag aften, at politikerne på Christiansborg igen åbner værktøjskassen med tiltag, der kan bremse smitten med covid-19.

Smittetallene er steget betydeligt de seneste uger, og positivprocenten - andelen af test, der er positive for sygdommen - ligger stabilt højt.


Per Larsen mener dog, at Christiansborg bør slå koldt vand i blodet.

For at rulle de helt tunge restriktioner ud skal et flertal i Folketinget ikke være imod, at covid-19 igen bliver løftet op til at være en samfundskritisk sygdom. Og det er ikke engang tæt på at være tilfældet, mener Per Larsen.

- Vi kan godt være med til at skærpe nogle regler lokalt. Men covid bliver ikke en samfundskritisk sygdom bare hen over natten.


- Med vaccinerne er det en helt anden sygdom. Vi ser, at dem, der bliver indlagt - og som er vaccineret vel at mærke - er indlagt i kort tid, og så bliver de udskrevet igen, siger Per Larsen.

Heller ikke Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, er tæt på se behov for, at de helt tunge restriktioner bliver brugt.

- Det er vi et pænt stykke fra. Men netop derfor skal vi have lavet en model, så vi kan skrue lidt op og lidt ned her hen over vinteren.


- Vi skal undgå en situation, hvor vi kommer ud i større nedlukninger. Og det tror jeg godt, vi kan undgå, siger han.

De Konservatives Per Larsen fortæller, at Folketinget vil kunne vedtage lovgivning, der gør det muligt at indføre helt specifikke restriktioner som eksempelvis mundbindskrav.

- Jeg vil ikke afvise coronapas og mundbind, hvis det her eskalerer, og der kommer et pres på sundhedsvæsnet. Det må det ikke, siger Per Larsen og understreger, at det i hans øjne langt fra er der, vi er nu, siger han.


/ritzau/

LÆS OGSÅ: Ordførere: Intet tyder på behov for nyt restriktionsregime

ANNONCE