x

Journalist kiksede Adele-interview

Journalist kiksede Adele-interview

Studieværten Matt Doran på den australske tv-kanal Channel 7 har gjort gevaldigt i nælderne.

Det så ellers helt godt ud for ham. Channel 7 havde forhandlet et interview med den britiske sanglærke Adele på plads.

Hun er aktuel med sit fjerde album, 30.

Doran fløj fra Sydney til London med et tv-hold den 4. november. I alt tre personer. Sammen med aftalen med Adele kostede turen en million australske dollar, skriver BBC.

Det er 4,8 millioner kroner.

Under interviewet spurgte Adele Matt Doran, hvad han synes om hendes nye album. Han svarede, at han ikke havde hørt det.

Så gik det galt.

Nogle medier skriver, at Adele udvandrede. Andre, at interviewet på det tidspunkt var slut.

Nu tilbageholder Sony, der ejer rettighederne, optagelsen.

Ifølge BBC sendte Sony på forhånd albummet vedhæftet i en e-mail til Doran.

Doran siger, at "det er den vigtigste e-mail, som jeg har overset".

LÆS OGSÅ: Ikke verdensmester i sangskrivning, men stadig en helt formidabel sanger

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA