Nyhed

Jada blandt modtagerne af store legater fra Statens Kunstfond

GAFFA.dk – alt om musik

I alt er 12 kunstnere udvalgt i karriereprogrammet "Den unge kunstneriske elite"

For fjerde gang uddeler Statens Kunstfond store legater til 12 udvalgte kunstnere som del af det toårige kunstneriske og karrieremæssige udviklingsprogram "Den unge kunstneriske elite". Blandt dette års udvalgte finder vi ingen mindre end Jada.

Legatet gives til kunstnere inden for musik, scenekunst, billedkunst, litteratur, film, arkitektur, kunsthåndværk og design og har til formål at fremme udviklingen af de udvalgte aktørers karriere både på et nationalt og internationalt plan.


Emilie Molsted Nørgaard har under kunstnernavnet Jada taget det danske land med storm, og sangeren er allerede i gang med at markere sig i udlandet – blandt andet gennem en kommende optræden på The Great Escape Festival i Brighton i 2022 samt en nominering til dette års Music Moves Europe Awards. Den udvikling sættes der nu ekstra skub i gennem legat fra Statens Kunstfond, hvor musikeren er blevet tildelt 400.000 kroner.

LÆS OGSÅ: Nibe Festival inviterer til nattefester – annoncerer navne

Inden for musikkens verden finder vi desuden operasangeren Anders Sigfred Kampmann, der vil indstudere og udvikle fem af de største roller inden for operaer fra blandt andre Wagner og Beethoven.


Koncertorganisten David Bendix Nielsen ønsker at udbrede og fremme orglet til et bredere publikum, mens træblæserduoen Ventus vil bryde med den traditionelle fremførelse af klassisk musik ved at præsentere genren sammen med blandt andet rytmisk og folkemusik i én forestilling.

Blandt modtagerne finder vi desuden det kreative studie Baum & Leathy, kunstner og koreograf Jules Fischer, tøjdesigner Marie Sloth Rousing, instruktør Patricia Nanziri Bbaale Bandak, Slime Puppy Studio,designer Stine Mikkelsen, koreograf og performer Svalholm samt danseteatergruppen The Nordic Beats.

Hver af de 12 udvalgte kunstnere har sammen med en selvvalgt konsulent udformet et toårigt udviklingsforløb, som skal være med til at løfte karrieren i ind- og udland. Der er desuden mulighed for mentorforløb, residencies og samarbejde med andre internationale kunstnere.


"Den unge kunstneriske elite" blev først uddelt i 2018, og i 2021 har karriereprogrammet uddelt i alt 3,9 millioner kroner – altså i gennemsnit 325.000 kroner per person.

ANNONCE