x

Brockhampton aflyser danske koncerter

Brockhampton aflyser danske koncerter

Årsagen er den stadig alvorlige coronasituation

Der er dårligt nyt til danske fans af hiphopkollektivet Brockhampton. Først blev deres planlagte koncert i Den Grå Hal tilbage i maj 2020 udskudt til maj '21 - hvorefter koncerten igen blev udskudt, denne gang til 15. januar 2022 - samtidig med, at der på grund af stor efterspørgsel blev annonceret en ekstrakoncert dagen efter.

Nu er begge koncerter aflyst - sammen med resten af gruppens planlagte Europa-turné. Det fremgår af gruppens Facebookside. Gruppens to koncerter på det legendariske spillested Brixton Academy i februar bliver dog gennemført som planlagt. Danske billetkøbere til de to koncerter vil modtage en mail fra Ticketmaster omkring refundering af billetprisen.

LÆS OGSÅ: Nyt BROCKHAMPTON-album lige på trapperne

Brockhampton udgav deres seneste album i foråret, under titlen Roadrunner: New Light, New Machine. Bandet blev dannet i Texas i 2010, da gruppens stifter Kevin Abstract på forummet KanyeToThe spurgte, om der var nogen, der ville starte et band. Det var der, og i dag består kollektivet af i alt 13 vokalister, producere og visuelle kunstnere. 

Gruppen udgav deres første mixtape, All-American Trash i 2016. I 2017 fulgte deres første tre album, Saturation I, II og III, hvor sidstnævnte var det første, der gik top 20 i USA. Deres store gennembrud kom i 2018 med albummet Iridiscence, der toppede den amerikanske hitliste og også gik top 20 i Storbritannien. Også efterfølgeren Ginger fra 2019 blev en solid succes, der dog "kun" opnåede en tredjeplads på den amerikanske hitliste.

Gruppens tekster handler om blandt andet homofobi og racisme, og gruppen sætter en ære i at være inkluderende i deres medlemmers forskelligheder. I 2018 tog de afsked med medlemmet Ameer Vann, der blev beskyldt for fysisk og psykisk mishandling af flere kvinder. Han afviste dog anklagerne.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA