Nyhed

Copenhell indretter særligt nørd-område

GAFFA.dk - alt om musik

Metalkultur har i mange henseender været set som en slags nørdkultur, og det er der bestemt intet galt i. Ja, for Copenhell er det værd at fejre, hvorfor metalfestivalen i år annoncerer Copenhell Con, hvor alt fra musik, film, tegneserier og mere kan blive nørdet igennem.

Nogle af de mest dedikerede og entusiastiske koncertgængere er metalhoveder, hvilket også er hvorfor Copenhell på et årti har formået at blive så stor og velsmurt maskine af en festival. På Copenhell såvel som til enhver anden metalkoncert er der bare en særlig sammenhængskraft imellem alle, om de så er dedikerede fans eller blot nogen der dypper tæerne i det kolossale væld af subkulturer. Men entusiasmen er jo ikke udelukkende for musikken, nødvendigvis.

Som Copenhells festivalchef Jeppe Nissen udtaler i en pressemeddelelse: ”Copenhell startede i sin tid, fordi der manglede et samlingssted for heavyfolket – og nu lancerer vi Copenhell Con for at skabe et lignende fællesskab omkring nørdkulturen. Der er en helt åbenlys synergi mellem heavy metal og nørdkulturen, og vi vil som festival gerne være pionererne, der breder det hele ud på ud på en ny og innovativ måde”


Alt det her kommer til at foregå under festivalens fire dage på spillestedet Stagebox på festivalområdet. Her vil der blive budt på alt fra horror-biograf og 80’er-arkadehal fra Bip Bip Bar til en interaktiv festival-skattejagt og en science fiction-inspireret festivalbar i samarbejde med Brooklyn Brewery og meget mere.

Alt dette er blevet muliggjort grundet støtte fra Region Hovedstaden ”Region Hovedstaden har en ambition om at støtte det mangfoldige og brede kulturliv. Jeg glæder mig derfor over, at der midt i Copenhell-festivalen nu kommer Copenhell Con, som bliver et samlingspunkt for nørdkulturen med oplevelser og aktiviteter på programmet for alle, der interesserer sig for tegneserier, horror, brætspil, science fiction og meget, meget andet”, udtaler Marianna Frederik, formand for Udvalget for Trafik og Regional Udvikling i Region Hovedstaden.

Idéen med Copenhell Con er senere at gøre det til et selvstændigt foretagende, så folk ikke skal have billet til festivalen for at kunne deltage.


LÆS OGSÅ: Roskilde Festival klar med programmet for kunst og aktivisme

ANNONCE