Nyhed

Usikkerhed om ekstrakoncerter

Uklart om Wig Wam billetkøbere fratages mulighed for økonomisk erstatning

Hvad sker der egentlig med din Wig Wam billet, når du har været til erstatningskoncert? Gaffa Online har talt med Per Abildtrup formand for Musikforeningen 5-øren, og direktør Bent Wachmann fra Arenaen i Århus, som afholder koncerter fredag den 30. august og lørdag den 31. august.

Hvad gør I med folks Wig Wam billetter til erstatningskoncerterne?


- Vi stempler folks billet og giver den tilbage. Musikforeningen 5-øren laver et selvstændig arrangement, som intet har med Wig Wam og Rock On at gøre. Spillestedet 5-øren har en personlig aftale med Thomas Helmig og D-A-D omkring koncerten, som vi selv betaler for. Det koster mange penge, selvom bandene spiller gratis, siger Per Abildtrup og fortsætter:


- Jeg har netop hørt, at advokaten Casper Moltke har udtalt, at folk der går til erstatningskoncert ikke kan få deres penge tilbage. Det kan jeg ikke forstå, at han skal blande sig i, og jeg ved ikke, om Moltke har ret til at sige, som han gør.

Dette er et separat arrangement, og der dukker sikkert ikke ret mange mennesker op til erstatningskoncerten, hvis det fratager dem deres erstatningskrav. Det hele er efterhånden blevet meget uigennemsigtigt, så vi ender nok med at ringe til vores advokat.


Bent Wachmann fra Arenaen i Århus siger det samme:

- Dette er ikke en erstatningskoncert. Dette er en ekstraordinær koncert, som vi afholder fuldstændig uden forbindelse til Wig Wam eller Rock On. Tilfældigvis kan man komme ind på sin Wig Wam billet. Det kunne ligeså godt have været en busbillet, hvis vi havde plads til flere mennesker.


Vil I overveje at lade være med at stemple billetterne?

- Grunden, til at vi vil stemple billetterne, er for at undgå snyd, sige Per Abildtrup. Folk kan jo stikke billetterne ud igennem hegnet og på den måde genbruge billetterne. Om vores stempel fratager folk en juridisk ret, det nægter jeg at tro på. Igen vil jeg gerne pointere, at vi ikke har noget med Rock On at gøre.


I Arenaen i Århus bliver billetterne højest sandsynligt ikke stemplet. Bent Bachmann forklarer:

- I Arenaen kommer folk ind, og hvis de vil ud, kan de ikke komme ind igen. Derfor har vi ikke noget ønske om at stemple billetterne. Vi er derudover i gang med at undersøge med vores advokat, om billetkøberne mister deres erstatningskrav ved at gå til vores uafhængige koncert.


På 5-øren vil du altså få stemplet din billet, og du får lov at beholde den. I Arenaen i Århus beholder du også din billet, som højest sandsynligt ikke bliver stemplet. Men om det fratager dig retten til erstatning vides endnu ikke.

Gaffa har besluttet at gå aktivt ind i sagen om erstatning – du kan følge med HER.


Husk, at der også er ekstrakoncert i Skovdalen i Aalborg 1.september. Her kan du kun bruge billetter købt til Wig Wam i Aalborg – samme procedure gælder for koncerterne i Århus og København.


ANNONCE