Nyhed

Daniel Miller: Cd'en er død

<b>ADE 2002.</B> Fredagen og lørdagens diskussioner på Amsterdam Dance Event 2002 foreslog helt nye muligheder for pladebranchen som sådan.

[GAFFA.dk er til stede på Amsterdam Dance Event, der over en syvårig periode har vokset op til Europas førende konference for ny elektronisk musik.]

Fredagens dagsprogram bød på endu et keynote-interview. I stolen sad Daniel Miller, stifter og mangeårig chef for det legendariske engelske pladeselskab Mute, hvis kunstnerportefølje tæller Depeche Mode og Moby.

Daniel Miller talte varmt for pladeselskabers tætte samarbejde med kunstnerne uden at støde den kunstneriske frihed. Om den omdiskuterede krise i branchen fastslog han, at det ikke er musikken, som dør, men blot de fastgroede strukturer. "Cd'en er død", proklamerede han lakonisk og mente også, at pladebutikkerne dræber musikindustrien hurtigere end noget andet. "Alt for megen energi spildes på kampen imod pirateri, i stedet for opfindenlsen af nye måder at få musikken ud til folket", sagde Miller.


GAFFA.dk's udsendte diskuterede Daniel Millers synspunkter med "kolleger" fra udenlanske medier som Billboard og engelske Muzik. "Miller har kun delvis ret", var den samlende holdning. De udenlandske medier oplever, at pladeselskaberne selv har dræbt cd'en som medie ved at reducere den til et stykke plastic, i stedet for et unikt produkt.

Fredagens natteprogram var i vid grad DJ-drevet. På klubben Amuse, som er indrettet i en gammet teaterbygning, kunne man opleve den lokale gruppe Black Market Audio, som blander 60'er-syre, surfguitar og kitchet drum'n'bass. BMA kunne oplevet på Roskilde Festival 2002.

Milkweg er et rigtigt diskodasko, hvor lydanlægget er klart bedre end publikum og stemningen. Stedet var vært for en DJ-konkurrence, der trods alt havde en pænt høj standard.


Lørdag eftermiddag sad GAFFA.dk's udsendte med i det såkaldte demolition-panel. Musikere på konferencen havde smidt deres hjerteblod i en stor kasse, og panelets opgave var at bedømme bidragene "fra hoften".

Generelt kan man virkelig mærke, at unge musikere i computeralderen har fået stærke produktionsværktøjer hjem i soveværelset. Den generelle produktionsstandard blandt bidragene var virkelig høj, men panelet kunne også dokumentere, at store dele af dancescenen står i stampe og tilsyneladende stiller sig tilfreds med at lyde som musikken for 10 år siden...

Lørdagens natteprogram byder naturligt nok på flere af konferencens hovednavne. GAFFA.dk's udsendte ser frem til engelske Layo & Buschwacka, franske Cassius og DJ Pete Heller - halvdelen af det legendariske producerteam Heller & Farley.


ANNONCE