Spot 09-foredrag: Rearranging the deck-chairs on the Titanic

Spot 09-foredrag: Rearranging the deck-chairs on the Titanic

Når den rent tekniske del af en pladeproduktion kan klares for en mindre sum end tidligere, og når den fagre ny teknik gør det muligt at skyde en kunstnerisk og æstetisk brugbar musikvideo for 400 pund, så er der ikke brug for de store tal på bundlinjen, når et album skal på gaden.

Musikbranchen, og i særdeleshed de fem store multinationale pladeselskaber vil have godt af en revolution, som da punken stak sit grimme fjæs frem i 1976 og 77. Det tykke lag af kalkuleret kassetænkning skal skrælles væk, og vi skal tilbage til det, som hele drejer sig om - musikken.

Sådanne udtalelser er vel ikke ligefrem revolutionerende nyt, men når de kommer fra en af de sidste 40 års mest kendte pladeproducere, Rupert Hine, så er det alligevel værd at slå ørerne ud og lytte ekstra efter.

Når et pladeselskab skyder et kæmpebeløb i at smide en single på gaden, skyde en video og færdiggøre et album, for så at droppe det hele igen, fordi det vil være billigere, end hvis pladen flopper, så er det tegn på et alvorligt sygdomsproblem for branchen, mener Hine.

Ved foredraget "Rearranging the deck-chairs on the Titanic" satte han spot på de problemer, musikbrancen har. Og kapitaliseringen af musikken er en af de største fjender. Pengemændene, aktionærene og alle de andre grimme drenge har snart genvundet kontrollen over musikken, som de sidst havde nede i posen i slutningen af 1950’erne. Og de har ikke den samme kærlighed til musikken som os andre.

- Musikindustrien er investeringer på et højt niveau, hvor det primært drejer sig om at få sine penge igen. Tingene kan gøres billigere, og det skal de også, hvis musikken skal have en chance, sagde han blandt andet.

Der er muligheder og manøvrerum for både musikken og pladebranchen, hvis man accepterer, at det kommer til at foregå i en mindre økonomisk målestok. Ellers er det kun de stensikre sællerter, der når ud til folket.

Rupert Hine har en tyrkertro på, at folk gerne vil eje et album, i stedet for blot at have det liggende på computeren, og de nye medier giver musikerne mulighed for at komme ud til folk på en helt ny vis. Dvd-mediet kan anvendes, så der kommer billeder med, når man køber en skive hos den lokale pladepusher. Singler er noget, folk henter på nettet, som så skaber interessen for et køb. Og i fremtidens pladebutik er det via stregkode og kæmpeserver muligt at snuppe enhver cd ned fra hylden, tage et par hovedtelefoner på og lytte til musikken. Et stativ med 10 hovedtelefoner, hvor man kun kan lytte til hitlistens ti øverste album, hører fortiden til.

Musikerne selv skal også gøre noget i redningsaktionen. I stedet for at se på nullerne på bundlinjen, skal musikerne se på, hvilke kunstneriske muligheder pladeselskabet tilbyder. Og når nutidens koncertgængere og pladekøbere er fremtidens bands, så skal der ageres, som da punken brød frem.

- Hvis det, folk hører, er noget skidt, så er der ikke andet at gøre end selv at gå i gang. For mig betyder den tekniske kunnen i et band mindre, end viljen, passionen og det at have noget på hjerte, lød det fra Hine.

"Rearranging the deck-chairs on the Titanic", interview med Rupert Hine, SAS Radisson Hotel, lørdag


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA