GAFFAs udsendte på Europas største festival for elektronisk musik og kunst i Barcelona beretter blandt andet om anti-amerikansk rap og gennemboret-fårehoved-techno.
Dag 1
Det er 28 grader varmt, og vi koger af forventning, da vi går ind ad portene til det, der regnes for Europas største og mest spændende festival for elektronisk musik. Beliggenheden er genial, klemt inde på en plads mellem to museer for moderne kunst, en gammel kirke og en forfalden etagebygning. Vi bliver ramt af et mylder af skuldertasker, electronicafrisurer, fluesolbriller, tatoveringer og bare maver - folk er klædt som om, de ikke kan bestemme sig, om de skal tage til stranden eller på klub.
Playstation, Lucky Strike, Sony og MTV og alt deres sponsorgejl minder os om, at elektronisk musik ikke er undergrund mere.
Vi bruger et par timer på at snuse rundt på de fire forskellige scener og lære det hele at kende, mens alle former for elektronisk musik møder os rundt om hvert hjørne. To af scenerne er inden i museerne, i udstillingsrum, et er i et stort telt med liggestole, og et er udenfor på den steghede plads.
Klokken fire begynder det første kryds i dagens kalender, en showcase med det eksperimenterende amerikanske hiphop label Anticon. Det bliver til tre timers raffineret tilsvining af Guds Eget Land - og især deres kalif, George W. Bush - præsenteret af de tre hvide rappere Sole, Sage Francis og Themselves (læs anmeldelse).
Efter den omgang er det tid til lidt finkultur, og vi er heldigvis blandt de heldige, der har billetter til koncerten Matthew Herberts Big Band, der spiller i en koncertsal. Det er en enestående oplevelse (læs anmeldelse) at se Matthew Herbert trylle med sit elektroniske grej, backet op af 20 bigband-musikere.
Hjem på hotellet og fordøje dagens indtryk - i en halv time. Så er det af sted igen. Man får jo hovedpine af at tænke på alt det, der sker, mens man sidder og slapper af. Vi går på en bar, der ikke har ændret interiør siden 1820, og som var Spaniens førende anarkisters foretrukne, da de sad og planlagde revolution. Og så kan man få absint. Tre styks af dem og videre til The Wrong Festival, et af de mange Sonar spin-offs, som en mellemting mellem lukrerer på og giver tiltrængte alternativer til Sonar. Entrer scenen midt i Bloodslut. To mand og en kvinde står på scenen iført bondagemasker, sjasker med teaterblod og med en manuel boremaskine laver hul i et flået fårehoved, mens højttalerne knalder symaskinetechno. DET er undergrund.
Vi venter på DJ Rupture, der gennemknepper et par reggaeplader og går over i syg stil electro. Som at blive kørt ned af en 18-wheeler, sidde fast under vognen og køre over en brostensgade. Det er hårdt, det er varmt og det er tid til at tage hjem, hvis vi skal kunne noget i morgen. Vi får et ride med den måske eneste taxachauffør i verden, der har Misfits i båndoptageren - goddamn vi er heldige.
http://www.sonar.es