Nyhed

GAFFA.dk i hånden

GAFFA har indgået partnerskab med det nye teleselskab 3. Om kort tid kan du tage din favorithjemmeside med dig hvor som helst.

En mobilrevolution nærmer sig. I efteråret går teleselskabet 3 i luften med et nyt mobilnetværk i Danmark. Det nye netværk går under navne som "tredje generation" eller "UMTS", og kan kort forklares som "bredbånd på mobilen". Man kan se video, høre musik og bruge internet med en lethed, som får dagens mobiler til at blegne. Netværket kører allerede i flere andre lande, f.eks. Japan og Sverige.
Fire danske teleselskaber har købt sig ind på sendenettet, og selskabet 3 er det første, som gør brug af sendetilladelsen.

Musiknyt med overalt
Hen over sommeren har vi på GAFFA arbejdet på en mobil-udgave af GAFFA.dk, som tilbydes til 3's kunder. På mobilsiden kan man følge time-for-time musiknyheder, cd- og live-anmeldelser. Man kan også søge på kunstnerinfo fra GAFFAs store database over musiknavne.
GAFFA.dk bliver således en af de første danske hjemmesider, som tilbydes på det nye netværk. Blandt de øvrige tjenester kan nævnes MTV, Berlingske Tidende, TV2 Nyhederne og Champions League-fodbold.

Mobilen skal udskiftes
Da der er tale om et helt nyt netværk, må 3 opsætte nye sendemaster i land og by. Desværre betyder det også, at man skal have en ny mobiltelefon for at være med. De første modeller kommer på markedet dette efterår. Som alt nyt er de i den dyre ende, men priserne forventes at falde hurtigt.
Det kan forventes, at det mobile bredbånd med tiden helt vil tage over fra de nuværende GSM-telefoner, så skift hellere før end siden – og få GAFFA.dk med dig hvor som helst!


På billedet ses Motorola A920, en af de nye tredjegenerations mobiler. Den har stor farveskærm med pegepind, kamera (med mulighed for video-telefoni) og indbygget mp3-afspiller. GPS satellitnavigation hjælper til at finde vej.

ANNONCE