Nyhed

Underground Music Awards er uddelt

CallMeKat, Highway Child og Ham Den Lange var blandt vinderne

Der finder som bekendt en del awardshows sted rundt om på den danske musikscene, men de fleste fokuserer på den mere etablerede del af den danske musik. Nu har en gruppe arrangører imidlertid stablet det såkaldte Underground Music Awards på benene. Showet fandt sted i Pumpehuset i København i går aftes 13. juni og uddelte priser inden for en række kategorier til undergrundsmusikere.

I denne sammenhæng betyder undergrundsmusikere musikere og bands, der enten ikke har pladekontrakt eller udgiver plader på et uafhængigt pladeselskab, altså et selskab, der ikke er eller er ejet af et af de fire store multinationale pladeselskaber, Universal, Sony, EMI og Warner. Med andre ord må ordet undergrund i denne sammenhæng siges at være defineret temmelig bredt.

Om showet siger arrangørerne selv i en pressemeddelelse:
"Underground Music Awards sigter mod at fremme og styrke den danske undergrundsscene, samt synliggøre den enorme talentmasse, der eksisterer her. Den danske undergrundsscene rummer en bred vifte af kvaliteter, som ikke anerkendes tilstrækkeligt. UMA ønsker derfor at sætte fokus på upcoming danske acts med professionelle ambitioner, gennem et awardshow, hvor disse kunstnere hædres og får den anerkendelse, de fortjener."

Vinderne i de seks kategorier blev som nævnt fundet i aftes ved et show, hvor samtlige nominerede var inviteret til at dukke op med deres udstyr, så de var klar til at spille live, hvis de vandt.

Vinderne blev som følger i de forskellige kategorier:


Rock: Highway Child

Pop: Non +

Metal: Vira


Alternative: CallMeKat

Hiphop: Ham Den Lange

Electronica: Eumig & Chimon


Læs en længere reportage fra showet her.

 

 


ANNONCE