Nyhed

Roskilde afblæser panik

Salget til årets festival går ifølge Esben Danielsen strygende

Der har været en del skriverier om, hvordan finanskrisen har ramt årets Roskilde Festival, som man forventer vil blive besøgt af langt færre udenlandske gæster end normalt. Det er også blevet rapporteret, at der kun er blevet solgt 40.000 billetter til festivalen, hvilket er særdeles langt fra de 65.000 billetter, der skal sælges, hvis festivalen skal kunne løbe rundt. Men i et interview med Ekstra Bladet fortæller festivalens talsmand, Esben Danielsen, nu, at de langt fra er i panik i Roskilde.

Der er kun tolv dage til festivalen åbner dørene for de første gæster og begynder et langt opvarmningsforløb, inden første band kan gå på Orange Scene torsdag 2. juli. Derfor kunne man tro, at det svigtende billetsalg ville bekymre Esben Danielsen, men det virker ikke til at være tilfældet. Til Ekstra Bladet udtaler han:

"Det går rigtig godt. I sidste uge rundede vi 45.000, og vi sælger tusindvis – så fortsætter det, så er vi bare super glade".


Der skal dog stadig sælges omkring 20.000 billetter på to uger før det ser helt fornuftigt ud. Men ifølge Danielsen betyder det konstante billetsalg, at de har afblæst panikken, og at de heller ikke finder det nødvendigt at igangsætte en nødplan. Måske derfor er der ikke pludselig blevet hevet et nyt hovednavn ind, da man fra festivalens side ikke mener, at programmet er grunden til det svigtende billetsalg.

"Med et glimt i øjet kan man hævde, at det er svenskernes skyld. Det er klart der, vi ser udfordringer, og så på mindre vigtige lande for os salgsmæssigt såsom Island og England. Og det hænger helt tydeligt sammen med de fald, de har oplevet i deres valutaer, som jo gør det meget dyrere for dem at købe billetten, at rejse og leve i Danmark".

Hvor mange der i sidste ende ender med at dukke på til årets festival, vides naturligvis endnu ikke. Men fra festivalens side mener man ikke, at årets billetsalg kommer til at få negative konsekvenser for hverken dette års eller næste års festival.


En billet til årets festival koster 1785 kroner og kan fortsat købes hos Billetlugen.

ANNONCE