Nyhed

Roskilde Festival klar med spilleplan

Man kan nu begynde at planlægge sin festival og kortlægge sin rute mellem scenerne

En af årets vigtigste dage for de danske festivalgængere er, når folkene bag Roskilde Festival offentliggør planen over, hvem der spiller hvor og hvornår, og den dag er i dag. Festivalen har nemlig netop lagt hele festivalprogrammet ud på sit webside, hvilket betyder at timers planlægning og ærgelser over dobbeltbookninger nu kan begynde.

Blandt de opsigtsvækkende ting i programmet kan vi fortælle, at det bliver svenske Petter, der skal åbne Orange Scene, og at det bliver Coldplay, der søndag aften skal lukke den igen. Fredag bliver en energisk dag på festivalens signaturscene, hvor man vil kunne opleve Faith No More, Nick Cave og Oasis, inden Nine Inch Nails lukker scenen med et brag.

Lørdagens program på Orange må være blandt de mest eklektiske nogensinde med Håkan Hellström, Lil Wayne, Slipknot og Pet Shop Boys som et eksempel på, at festivalen ikke er bange for at brede sig ud rent genremæssigt.


Udover Petter kan man torsdag opleve Volbeat og Kanye West på Orange, inden scenen overlades til Trentemøller, der sammen med en lang række venner skal levere en fest torsdag nat. Og udover Coldplay søndag aften kan man på festivalens største scene se Ulf Lundell, Eagles Of Death Metal og Madness.

Festivalen er naturligvis langt mere end hovednavne på den store scene, men der er alt for mange koncerter og tidspunkter til, at vi kan nævne dem alle her. Dog er det interessant, at den særdeles omtalte gendannelse af Malk De Koijn finder sted på Arena klokken 02:00 natten mellem lørdag og søndag.

Resten af tidspunkterne må man selv finde frem til ved at kaste sig over programmet for Roskilde Festival 2009.


ANNONCE