Nyhed

To voldtægtsforsøg på Skanderborg Festival

Vidner forhindrede i to tilfælde voldtægt på årets festival

To kvinder fik sig, uafhængigt af hinanden, en overordentlig ubehagelig oplevelse på årets i øvrigt fredelige Skanderborg Festival, som sluttede i går. Politiet eftersøger en cirka 40-årig, dansk mand, som lørdag aften gjorde vedholdende tilnærmelser til en 39-årig kvinde på udskænkningsstedet Danmarks Smukkeste Bagindgangsbar ved Sølund-indgangen til festivalen.

Da hans bestræbelser ikke bar frugt, overfaldt han siden kvinden, da hun kom ud fra en toiletvogn, og forsøgte med en knust flaske mod kvindens hals at true sig til sex. Vidner ilede imidlertid til og forhindrede hans forehavende.

Det samme var tilfældet, da vidner ved den såkaldte Heineken Bar uden for selve festivalområdet så en mand sidde overskrævs på en kvinde og tildele hende flere knytnæveslag. I forbindelse med denne sag leder polititet efter en mand af østeuropæisk oprindelse, som på gerningstidspunktet havde skægstubbe.


Foruden de to nævnte sager bød festivalen på seks voldsepisoder og fire narkotikarelaterede forseelser. Og med en publikumstal på godt 48.000 betegner politiet det som en "fredelig" festival.

 

ANNONCE