x

Spillesteder rystede over finanslovsforslag

Spillesteder rystede over finanslovsforslag

I tirsdags blev regeringens finanslovsforslag fremsat, og selv om det indeholder et underskud på 85 milliarder kroner, er der en række besparelser, ikke mindst på kulturområdet. Blandt andet bliver støtten til de regionale spillesteder og honorarstøtten fastholdt på 2009-niveau og bliver altså ikke hævet i takt med den øvrige prisudvikling.

"Regeringen har valgt at finansiere forårspakke 2.0 (forårets reform med blandt andet lettelser i topskatten, red.) ved bl.a. at fastholde bevillingsniveauet på en række ordninger (...) De berørte områder er regionale spillesteder og honorarstøtten, en række teaterstøtteordninger og billetkøbsordningen," skriver kulturminister Carina Christensen (K) i sit nyhedsbrev.

Kulturministeren har tidligere i år udtalt, at hun ville se på spillestedernes skrantende økonomi. Men nu går hun altså i den modsatte retning. Og det skuffer formanden for spillestedernes organisation, Spillesteder.dk, Jesper Nordahl. Til DR Nyheder udtaler han:

- Det er rystende. Og jeg håber ikke ministeren får ret, som hun har agt. Det er utroligt, at vi har talt med alle kulturordførerne om at se på økonomien, og så kommer det her, siger Jesper Nordahl til DR Nyheder.

Socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen er også skuffet. Han udtaler til DR Nyheder:

- Carina Christensens første finanslov som kulturminister er lige så utilstrækkelig og handlingstom som hendes første år som kulturminister.

Mogens Jensen fortsætter:
- Jeg håbede reelt, kulturministeren ville prioritere at gøre noget ved den kulturelle ulighed i Danmark, men det er desværre, som jeg troede: Ministeren kommer ikke med de nødvendige ressourcer, og nu skal der nok engang røres rundt i den samme gryde, og hunden skal spise af sin egen hale.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA