x

Rammstein laver kontroversiel video

Rammstein laver kontroversiel video

I 1998 skrev industrial-metal-gruppen Rammstein overskrifter rundt om i verden, da de udgav videoen "Stripped", som var lavet med tydelige henvisning til Hitler-instruktøren Leni Riefenstahls film om nazisternes magtdemonstration til De Olympiske Lege i Berlin i 1936. Nu forsøger den tyske gruppe igen at forarge med en ny musikvideo fra det kommende album "Liebe Ist Für Alle Da".

I går aftes var hele medieapparatet kørt i stilling til premieren af den provokerende musikvideo. Til ordene "I can't get laid in Germany" får seerne serveret lige dele hårde pornoscener med eksplicitte kønsorganer og scener med bandet, hvor forsanger Till Lindemann synger ordene foran et stort tysk flag.

På disse breddegrader er vi dog i forvejen bekendte med brugen af hård porno i musikvideoer. Den sønderjyske pornogangster L:Ron:Harald lavede tidligere på året en lignende video til nummeret "Alarm" fra sit seneste album "Maximal Rowdyness", der affødte en smule omtale af den danske rapper.

Videopremieren på Rammstein-nummeret sker naturligvis i forbindelse med at "Pussy" bliver udsendt som single i morgen den 18. september. Der er tale om en digital pakke med singlen plus nummeret "Rammlied" som b-side. Musikvideoen til "Pussy" er ikke overraskende blevet fjernet fra Youtube, men interesserede kan se den kontroversielle video på Rammsteins egen hjemmeside.

Rammsteins sjette album "Liebe Ist Für Alle Da" forventes at udkomme den 16. oktober.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA