Nyhed

RECession-festival i Århus igen næste år

Den alternative musikfestival vender tilbage anden uge i maj

Folkene bag den alternative århusianske musikfestival RECession, der fandt sted på en række af byens spillesteder og det tidligere Midtkraft-værk i starten af maj, har netop meddelt, at det nu er sikkert, der bliver en ny festival, denne gang anden uge i maj.

Som på første festival vil spillestederne Train, VoxHall og Musikcaféen, samt en endnu ikke offentliggjort lokalitet lægge rum til koncerter med internationale og danske navne inden for alternativ rock og elektronisk musik, og kriteriet for arrangørerne er, at musikken flytter grænser og peger fremad. Som noget nyt vil festivalen også fokusere på hiphop, og arrangørerne har derfor allieret sig med Aarhus Took It, som gennem flere år har arrangeret hiphop-koncerter i Århus, primært i festugen.

Den første RECession-festival præsenterede navne som Coldcut, The Fall, Llorca, Asian Dub Foundation og Jackie-O-Motherfucker og blev en stor musikalsk succes, hvilket har udløst en nominering i kategorien "Årets idé" ved den alternative musikpris Steppeulven. Økonomisk fik festivalen et mindre underskud, men altså ikke større, end at man er klar igen.


Mere info følger på http://www.recession.dk i nærmeste fremtid.

ANNONCE