Nyhed

Ny månedlig showcase skal sætte nordisk musik på landkortet

Ja Ja Ja, et nyt musikeksport-initiativ, arrangerer shows i England for at gøre opmærksom på vores musikscene

NOMEX, et samarbejde mellem de nordiske lande, har taget flere initiativer til, at give flere bands et gennembrud i udlandet, og det seneste af slagsen er Ja Ja Ja, hvor nordiske bands får chancen for at optræde på klubben The Lexington i London. Det første af slagsen fandt sted for ti dage siden, dog uden dansk deltagelse, da de danske tovtrækkere, ROSA (Dansk Rock Samråd) og MXD, endnu ikke havde fået finanserne i orden. Det skulle der være rådet bod på nu, og dermed kan interesserede bands nu sende ansøgning ind, for at komme på plakaten.

Første udgave af showcasen havde I Was A King (Sverige), Kira Kira, Franis (Sverige) og TV Off (Finland) på plakaten, og der er også fastsat program for juleshowcasen, hvor islandske Bloodgroup har fået plads. Der kan læses mere om de forskellige bands på Ja Ja Jas hjemmeside.

Udvælgelsen bliver foretaget af en ny engelsk brancheperson/kurator hver måned, sådan at der kommer den størst mulige involvering fra alle hjørner af den engelske pladeindustri. Den første udgave af Ja Ja Ja var arrangeret af BBC's radiovært Huw Stephens, og var i øvrigt totalt udsolgt. Den månedelige kurator holdes hemmelig, ifølge MXD for at undgå lobbyisme.


Den første showcase, danskere kan ansøge om at deltage i, finder sted den 25. februar. Der udvælges tre acts hver måned, og der er derfor ikke garanti for dansk deltagelse, og optrædener er uden honorarer, men danskerne kan dog få støtte til transport og overnatning af ROSA og MXD. Der bliver løbende postet information om deadlines for ansøgninger på ROSA's og MDX's hjemmesider.

Deadline for ansøgning til showcasen i februar ligger i næste uge, fredag den 4. december. Information om konceptet, og hvordan man ansøger findes på Ja Ja Jas officielle hjemmeside.

ANNONCE