Nyhed

X Factor indtager Parken

Den store finale skal holdes i Parken. 40.000 gæster kan opleve det største tv-show i landet siden det Europæiske Grand Prix 2001.

Metroudvidelsen har indtaget Rådhuspladsen, og den er ikke længere nogen god bane for X Factor- deltagerne at spille deres koncerter på. I stedet må Parken lægge græs til, når finaleshowet køres af stablen d. 27. marts. 40.000 gæster vil kunne fejre sejren eller lide nederlaget med deres yndlingskombattant i det største tv-show, siden Eurovisionens Melodi Grand Prix sidst blev afholdt i Danmark i 2001.

Selvom det er nød, der har tvunget finalen til at flytte fra sin sædvanlige plads foran Rådhuset, glæder underholdningsreaktør Jan Lagermand Lundme sig over den nye aftale. I en pressemeddelse siger han:

"Endelig har vi mulighed for at invitere hele Danmark til et brag af en folkefest. I år var det ikke muligt at afholde X Factor-koncert på Rådhuspladsen, så det er intet mindre end fantastisk, at vi kan sætte det perfekte punktum for denne omgang X Factor i de bedste rammer, vi kunne ønske os."


Aftenens program er endnu ikke fastlagt, ligesom finalisterne heller ikke er fundet endnu, men Lagermand spår, at man vil udnytte de muligheder, den nye scene byder på og siger:

"Blækket på aftalen med Parken er stort set ikke tørt endnu, så jeg kan ikke løfte sløret for, hvad finaleaftenen præcis kommer til at rumme af indhold. Men jeg kan med ro i sindet love alle, at X Factor-finalen i den grad bliver en folkefest af de helt store".

Der vil dels være ståpladser på plænen, dels siddepladser på de nedre tribuner.


Billetter kan købes via GAFFA Live

X Factor finalen sendes på DR1 lørdag den 27. marts, kl. 20.00.

ANNONCE