Musikmagasinet Geiger lancerer en helt ny festival i juli med fokus på folk
Der sættes en ny festival på danmarkskortet, nærmere bestemt på den lille vestjyske ø Fanø, der skal danne rammer om Fanø Free Folk Festival, et nyt initiativ fra Geiger. Festivalen vil præsentere et udvalg af danske såvel som internationale navne, der spiller folk i forskellige afskygninger, samt avantgarde og generel "outsider"-musik, som Geiger selv kalder det. GAFFA har fornøjelsen af som de første at afsløre fire af de optrædende:
På plakaten finder vi den danske kvartet Flowers Of Yes!, der leverer psykedelisk free-folk, det danske enmandsprojekt Kloster, der spiller neo-folk og atmosfærisk indie, polske Hati, der laver trance gong-music, samt et lokalt indslag fra fanøske Moongazing Hare, der spiller psyk-folk.
- Geiger har taget initiativ til denne festival, for at sætte noget virkelig alternativ musik på kortet. Vi vil gerne give publikum en anderledes oplevelse, i anderledes omgivelser, fortæller Sara Bindeballe fra Geiger i en kommentar til GAFFA.dk.
Det skulle være sikret med de repræsenterede genrer, og med spillestedet; Sønderho Forsamlingshus, ude ved Fanøs kyst. Festivalen løber fra fredag den 23. juli til søndag den 25. juli, og festivalgængerne har mulighed for at overnatte i telt. Det vides endnu ikke, hvornår billetterne sættes i salg.