Nyhed

Spotify beskyldes for at snyde sangskriverne

Spotify er ikke lanceret i Danmark, blandt andet takket være ophavsrettens vogtere KODA, og måske med god grund

For bare fem dage siden citerede vi her på GAFFA.dk IFPI's formand Henrik Daldorph for at udtale sig kritisk overfor medlemsforeningen KODA, som han mente havde opsat så urimelige krav, at nye musiktjenester som Spotify ikke kunne få sammensat en fornuftig aftale. Men nu er der en kritik i England, der indikerer, at KODA måske gør, hvad der på lang sigt er bedst for deres medlemmer.

Vi citerede Henrik Daldorph fra IFPI for at sige:

"Et meget omtalt eksempel er den populære musikabonnementstjeneste Spotify, som er gået i en stor bue uden om Danmark på grund af KODAs krav. Men nu ser vi altså også, at KODAs betalingskrav truer med at stoppe en af de to vigtigste musiktjenester, vi har på det danske marked: TDC Play."

Det er muligt, at det skyldes KODA, at Spotify ikke er lanceret i Danmark, men at KODA er hårde i deres forhandlinger viser det sig nu, at der måske er en god grund til. I dag forlyder det nemlig, at en gruppe engelske sangskrivere nu højlydt langer ud efter Spotify – netop på grund af deres for ringe betaling til sangskriverne.

Det er BASCA (The British Academy of Songwriters, Composers and Authors), der ytrer deres utilfredshed på vegne af deres cirka 2.000 medlemmer, og det er ikke kun Spotifys ringe betaling, men også tjenestens hemmelighedskræmmeri, de ikke synes om. Som BASCAs formand, Patrick Rackow, siger:

"For øjeblikket er de beløb, der rent faktisk modtages, meget små. Det er muligvis, fordi der ingen penge er. Men der er intet klart spor, så sangskriveren kan spore tilbage og se, hvad de burde have modtaget. Disse ting er bag et tæppe af tys-tys, og det er utroligt bekymrende."

Om sangskriverne får for lidt, eller om de simpelthen brokker sig for meget, skal vi ikke gøre os til dommere over. Men sidste år blev det påstået, at Lady Gagas hit "Poker Face" var blevet afspillet over en million gange på Spotify – mere end de fleste andre – og det havde kun givet hende små tusind kroner. Samme kritik kom både norske og svenske musikere med sidste år.

Da pladeselskaberne selv ejer en andel af Spotity, mener Bascas formand, at det er "usandsynligt, at overskuddet når ned og bliver til betaling til kunstnerne." Spotify har undladt at kommentere, men nøjes med at sige, at betalingen til komponister, arrangører og tekstforfattere vil stige i takt med, at Spotify får flere abonnenter i nettet.

Som en modsætning til IFPIs kritik, skal det desuden nævnes, selvom KODA ikke har villet lave en aftale med Spotify, og heller ikke har kunnet blive enige med TDC Play om en ny aftale, så er det lykkedes dem at blive enige med Telenor.

Om blot to dage kommer Telenors nye tjeneste WiMP (Wireless Music Player) på det danske marked, og det skyldes selvfølgelig, at KODA og Telenor er blevet enige om en rimelig betalingsmodel.

Som KODAs vicedirektør Martin Gormsen fortalte til DR Kultur for nogle få dage siden: "Det er klart, at når vi har indgået en aftale med Telenor, så er det fordi, vi synes, at vores medlemmer bliver rimeligt kompenseret." Så måske er det med god grund, at ophavsrettens vogtere indtil videre har stillet sig i vejen for Spotify.


ANNONCE