x

Blur-trommeslager vandt ikke

Blur-trommeslager vandt ikke

Det ligner efterhånden en tradition, at britiske musikere vælger karriereveje, der er endog meget langt fra deres oprindelige levevej i rampelyset. Således fik Queen-guitaristen, Brian May, for et par år siden omsider tid til at færdiggøre sin ph.d. i astrofysik efter en lang pause fra studierne, og forsangeren i Iron Maiden, Bruce Dickinson, havde en lovende fægtekarriere i 80'erne, hvor han faktisk var udtaget til at deltage i OL, men måtte takke nej, fordi han skulle turnere med Iron Maiden. Dickinson er i øvrigt også certificeret pilot.

Flycertifikat har Blurs Dave Rowntree faktisk også, men ellers har han de seneste år gjort sig bemærket med sit politiske arbejde. Til det britiske parlamentsvalg stillede Rowntree op for Labour og fik ifølge NME godt 11.000 stemmer, men fik altså ingen plads i parlamentet.

En af Rowntrees mærkesager har været en reform af måden, det britiske samfund behandler alkoholikere og narkomaner på. Trommeslagerens indtræden på den politiske arena var da også resultatet af en midtvejskrise, der var forårsaget af et eskalerende alkohol- og narkomisbrug. Som politiker har Rowntree insisteret på ærlighed, og han har selv omtalt sine tidligere misbrugsproblemer i sit valgmateriale.

Efter at være kommet ud af misbruget har desuden færdiggjort en juridisk embedseksamen, men det var altså ikke nok til komme i det britiske parlament. Status ved valget er i øvrigt, at Det Konservative Parti har fået flest stemmer, men er ude af stand til at danne flertal alene.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA