x

Spot fik publikumsrekord

Spot fik publikumsrekord

Lørdag nat lukkede og slukkede Spot Festival, og dagen derpå kunne festivalleder Gunnar K. Madsen fra ROSA se tilbage på en festival, som ifølge Madsen fik rekord i antal af både publikummer og branchefolk. I alt cirka 4500 betalende gæster og cirka 1500 branchefolk – heriblandt koncertarrangører, pladeselskabsfolk og journalister – besøgte festivalen, som fandt sted i Århus midtby torsdag, fredag og lørdag.

Dermed er antallet af betalende gæster steget med cirka 300 og antallet af akkrediterede branchefolk steget med cirka 70 i forhold til sidste år, fortæller Madsen på Spots hjemmeside.

En medvirkende årsag til det store fremmøde tilskriver Madsen det gode vejr hele weekenden, og naturligvis musikudbuddet. I år slog Spot også rekord, hvad angår antal optrædende kunstnere – cirka 120 koncerter på den egentlige del af Spot fredag og lørdag, og cirka 30 på åbningsaftenen torsdag med primært ikke-nordiske bands under titlen InterSpot.

Cirka halvdelen af disse koncerter blev i løbet af festivalen anmeldt af GAFFA, hvor det blev til fire seks-stjernede anmeldelser – af Kellermensch, Naja Rosa, Sebastian Lind og Dúné – men også fire to-stjernede, af DJ Bootsie Quartet, Apollo, Critical Mass og Esther Maria & The Song Horse. Læs anmeldelserne i GAFFAs anmeldelsessektion.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA