Nyhed

Lovlig musik bliver gratis for alle

Statsbiblioteket er klar med en ny tjeneste, Digi-bib.dk, der skal gøre gratis streaming og downlåning tilgængelig for alle danskere

Fra 1. juli bliver det muligt at downlåne og streame mere end 4,5 millioner musiknumre og hundredvis af lydbøger helt gratis, både til din pc og Mac. Fra oktober kan ejere af iPhone og Android-telefoner også slutte sig til.

Det er Statsbiblioteket, der står bag den nye tjeneste, der kan gøre ulovlige downloads hos Pirate Bay, dyre downloads på iTunes og tele-betingede downloads hos Play og Wimp overflødige.

Områdedirektør på Statsbiblioteket Flemming Munch siger til DR Kultur: "Vi arbejder med parametrene bedst og billigst. Vækst og volumen. Vi samler musik, lydbøger og anmeldelser på én side."

I modsætning til kommercielle tjenester på markedet som Play og Wimp har bibliotekernes nye musiktjeneste ingen penge at reklamere for. Men det er heller ikke nødvendigt, mener leder af Music Management på Det Jydske Musikkonservatorium, Jesper Mardahl:


"De behøver ikke markedsføring, de kunne bare skrive "gavebod - vi giver det hele væk gratis. Nu vil musik være til rådighed for alle hele tiden. Endda fuldstændig gratis. Det er næsten for godt til at være sandt", slutter Jesper Mardahl.

Den nye tjeneste bryder de begrænsninger, bibliotekerne hidtil har haft. Man har længe kunnet streame og downlåne musik via Statsbibliotekets musiktjeneste netmusik.dk, der rummer godt fire millioner numre. Men den musik er kun tilgængelig i en begrænset periode, og ikke fra alle former for computere. Den nye tjeneste kommer til at hedde digi-bib.dk, og skulle altså komme til at fungere på så godt som alle platforme.

Samtidig samler bibliotekerne også alle landets lydbøger på siden, som man så kan downlåne efter behov. Desuden stiller bibliotekerne såkaldt dansk kulturarv til rådighed på siden, som kan ses og lyttes til, som man lyster. "Der er både skåltaler og båltaler med eksempelvis Stauning og gamle reklamefilm", fortæller Flemming Munch fra Statsbiblioteket.


Den nye tjeneste er gratis for alle, men det er op til de kommunale biblioteker, om de vil give borgerne mulighed for at kunne lytte til næsten al musik. I dag er samtlige kommuner med i den nuværende ordning, netmusik.dk, og Flemming Munch forventer, at senest i første halvår af 2011 tilbyder samtlige 98 kommuner streaming af musik til danskerne.

Hos pladeselskabernes brancheorganisation, IFPI, hilser man den nye, lovlige tjeneste velkommen, og frygter ikke at bibliotekets nye tjeneste vil gøre lignende tjenester overflødige. "Jeg tror på, at der er forskellige slags forbrugere til de forskellige tjenester. Derfor frygter jeg ikke, at bibliotekets tjeneste vil overtage markedet", forklarer Ifpis kommunikationschef Lasse Lindholm. 

Foreløbig kører bibliotekernes nye tjeneste med et budget på 15 millioner kroner i 2010, og det dobles op i 2011, men det hele afhænger af, hvordan brugerne tager imod den nye streamingtjeneste. "Vi er klar til at justere budgettet. Og det er jo ikke nye omkostninger. Vi skal bare skifte fra at bruge penge på det fysiske format (cd'er, red.) til det digitale", forklarer områdedirektør Flemming Munch over for DR Kultur.


ANNONCE