Nyhed

Rock Band 3 med nyt instrument

Den tredje udgave af det populære spil er snart på gaden og byder på en række nye features og sange

Så er der nyt om det næste skud på Rock Band-stammen, nemlig Rock Band 3, der har været under udvikling de sidste to år, og det ser bestemt ikke ud til at spiludviklerne har spildt tiden. Der er tilføjet en række nye funktioner, heriblandt et helt nyt instrument at spille på, keyboard, samt mulighed for at synge vokalharmonier, og der er udviklet en helt ny måde at spille instrumenterne på, en såkaldt Pro Mode, hvor man rent faktisk kan lære at spille på rigtige instrumenter via Rock Band.

Der tilføjes selvfølgelig også en pæn portion nye sange at lege med, nærmere bestemt 83 styks fra fem forskellige årtier, tilbage fra 1960'erne og op til i dag. Blandt de nye numre finder vi The Doors' "Break On Through", Queens "Bohemian Rhapsody", Dios "Rainbow In The Dark", Jane's Addictions "Been Caught Stealing", The White Stripes' "The Hardets Button To Button" og Them Crooked Vultures' "Dead End Friends". Alle de nye numre er endnu ikke offentliggjort, men det skulle dog ske snart.

Spiludviklerne har i øvrigt været så hensynsfulde at sørge for, at man kan bruge alle de instrumenter man har købt til de tidligere versioner, og overføre de sange man har downloadet eller købt i extensionpacks, så intet går tabt fordi man køber den nye version. Der er lagt en video ud, hvor der fortælles om spillet, og det nye keyboard demonstreres, og man kan læse meget mere om de mange andre nye muligheder på Rock Bands officielle hjemmeside. Videoen kan ses nedenfor.


Der er ikke sat en præcis udgivelsesdato på Rock Band 3, men det skulle være i butikkerne engang i løbet af efteråret.

 


ANNONCE