x

Roskilde Festival lancerer ordbog

Roskilde Festival lancerer ordbog

Røjserpose (substantiv) <n, -n, -r, rne

Bruges om en plastikpose, man har trukket på sin fod, fordi man har glemt eller mistet sin gummistøvle. Evt. omviklet med gaffatape omkring anklen.

Sådan kommer et opslag i den nye Orange Ordbog måske til at se ud; bogen der skal samle ord, som har med Roskilde Festival at gøre, og som festivalgængerne selv kan bidrage til på festivalens hjemmeside. Ambitionen er ifølge festivalfolkene at lave en ordbog fyldt med minder, gode historier, løjerlige ord og seriøse, faktuelle oplysninger om Roskilde Festival. Det er desuden hensigten, at Orange Ordbog skal trykkes i bogform – naturligvis med orange omslag. Til det formål er festivalen gået sammen med forlaget Gyldendal.

"Roskilde Festival har på mange måder sit eget sprog med en masse ord og udtryk, som er karakteristiske for netop Roskilde. Derfor er det oplagt at bede vores publikum om at bidrage til udformningen af Orange Ordbog. Og så er det herligt, at Gyldendal er parat til at lade publikum udfordre deres eget, traditionelle medie," siger Roskilde Festivals talskvinde Christina Bilde.

Det er Søren Winther fra Gyldendal, som har fundet på idéen, og han ser frem til publikums bidrag til Orange Ordbog:

"Ordbogen kommer til at indeholde en masse gode historier om Roskilde. Og så er det jo et projekt, publikum kan vende tilbage til, når de en mørk novemberdag drømmer sig tilbage til Roskilde."

Under årets festival inviteres publikum også til at aflevere ord i Gyldendals postkasse i festivalens nye Nordic-område øst for Orange Scene.

Følg med i GAFFAs dækning af festivalen på Roskilde Daily.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA