Nyhed

Mød en døv på Roskilde Festival

Gæster til dette års Roskilde Festival får chancen for at lære noget nyt og får måske aflivet et par fordomme gennem håndtegn

Mange har oplevet at blive spurgt, om de er døve, når nu man ikke lige fanger beskeden fra forældrene eller den bedre halvdel. Andre har prøvet at få hørelsen sat noget ned et par dage under Roskilde Festivals buldrende højttalere. men i år stævner nogle af de danskere, der rent faktisk er døve, ud til dette års festival for at "bryde muren mellem døve og hørende ned", som det hedder fra Danske Døves Landsforbund (DDL)

Under overskriften "Slip fordommene" inviterer DDL festivalgæsterne til at kaste håndtegn og lære tegnsprog. Unge døve lærer festivalgæsterne at sige vigtige ord som fx øl, kys og tømmermænd på tegnsprog.

DDL skriver i en pressemeddelelse: "Mange hørende mennesker har aldrig mødt eller talt med en døv, der bruger tegnsprog, men faktum er, at det plejer at gå godt, hvis døve og hørende prøver at kommunikere sammen. Ud over at invitere døve og hørende til at kommunikere sammen vil Danske Døves Landsforbund gerne prikke til det gængse billede af den typiske festivalgæst. For selvfølgelig er døve også på Roskilde Festival. Døve kan sagtens få et stort udbytte af koncerterne ved at føle bassen, opleve de visuelle effekter og mærke stemningen"


Landsformand i DDL Ager Bergmann uddyber: "Roskilde Festival er kendt for at være åben og flerkulturel, så DDL håber, at mange af festivalgæsterne vil kaste sig ud i kommunikation på tegnsprog. Døve og hørende kan godt kommunikere sammen, hvis vi bare prøver."

DDL's event "Slip fordommene" er del af "Ordets Hal" i Nordic-området mellem Orange og Arena fra torsdag til søndag. Her kan festivalgæsterne få et lynkursus i tegnsprog, blive fotograferet, mens de kaster håndtegn og optræde i små film – alt sammen på tegnsprog.

Du kan læse meget mere omkring DDL og arrangementet på www.slipfordommene.dk


ANNONCE