Nyhed

Se Roskilde-koncerter på nettet

Alle koncerter på Pavilion Junior bliver optaget, og allerede fra mandag kan de første klip ses på nettet

Musikken spiller allerede på Roskilde, hvor man i skrivende stund har kunnet opleve Kill Screen Music, Khal Allan, Kandy Kolored Tangerine (billedet) og Rising, der sammen med Iceage udgør søndagens program på Pavilion Junior. Kunne man ikke selv deltage i koncerterne, er der dog mulighed for at få et indblik i, hvad man gik glip af allerede fra mandag.

For første gang optager Roskilde Festival nemlig alle koncerterne på Pavilion Junior, og giver de optrædende grupper tilladelse, vil firmaet Dicentia redigere nogle optagelser sammen og præsentere en to-tre sange på nettet den næste dag.

Optagelserne med de mange bands vil kunne opleves på Roskilde Festivals officielle webside, hvor man også kan læse, at det nye tiltag er første skridt mod en massiv tv-dækning af festivalen. På websiden står der:


"Selvom forsøget nu kun kører på Pavilion i de indledende dage, er det målet, at konceptet kan brede sig til alle scener, så publikum eller dem, der ikke nåede at få en billet, vil kunne få en samlet oplevelse af musikken på de forskellige scener".

Men i første omgang er det altså den spirrende undergrund, og folk med adgang til internettet, der får glæde af det nye tiltag.

Følg hele GAFFAs dækning af Roskilde Festival på Roskilde Daily.


 

ANNONCE