x

Wig Wam-bagmand: Helmig og D-A-D var medarrangører

Wig Wam-bagmand: Helmig og D-A-D var medarrangører

Den 6. maj blev Wig Wam Tour-bagmanden Niels Lindgreen dømt til at betale Love Shop, Gnags og Marie Frank en million kr. plus sagsomkostninger i erstatning for det tab, de tre led, da Lindgrens koncertbureau Rock On gik konkurs som følge af aflysningen af den stort anlagte Wig Wam-turné i august 2002.

Niels Lindgreen ankede straks dommen, og ifølge Berlingske Tidende har sagen taget en ny drejning, da Lindgreen i sin anke nu vil indkalde de to Wig Wam-topnavne Thomas Helmig og D-A-D som vidner (i øvrigt de eneste nye vidner) for at vise, at disse "om nødvendigt ville indskyde midler til virkeliggørelse af Wig Wam-Touren, hvilken forventning blev bestyrket af D-A-Ds og Thomas Helmigs udtalelser til pressen om deres vilje til at deltage i den økonomiske risiko."

Belastende udtalelser
D-A-D og Helmig kom nemlig forud for turnéen med udtalelser, der let kunne tolkes, som om de var økonomisk medansvarlige, bl.a. i GAFFA august 2002, hvor Helmig sagde: "Hvis folk bliver væk, ryger der et par huse og et par biler." Da Wig Wam-teltet ramlede sammen, var samme personer hurtigt ude og sige, at det ikke skulle forstås så bogstaveligt. Lindgreen bakkede dem dengang op og har gjort det lige siden – indtil han tidligere på måneden blev dømt til at betale erstatning.

Ifølge Berlingske Tidende kan denne nye udvikling danne basis for hele to nye retssager, nemlig én mellem Lindgreen og Helmig/D-A-D og én mellem Wig Wam-boets kuratorer og Helmig/D-A-D. Lindgreen har ingen kommentarer til sagen. Ej heller D-A-D. "Vi har talt med vores advokat og er blevet enige om, at det er en "ingen-kommentarer-ting"," siger D-A-D-sanger Jesper Binzer til GAFFA.dk. GAFFA.dk arbejder på en kommentar fra Thomas Helmig.

Millionkrav opgjort
Kravene efter Rock On/Wig Wam-konkursen er opgjort til ca. 28 millioner, som altså måske også skal hentes hos Helmig og D-A-D. I GAFFAs maj- interview med Helmig beklager denne bl.a., at mange aftaler ikke forelå på skrift. Han siger desuden: "Jeg har været gennem en række advokatmøder og har fået fastslået min position. Jeg har ved Gud aldrig haft arrangørrollen."

Kreditorerne kan dog godt opgive at gøre udlæg i Helmigs store Risskov-domicil. "Huset tilhører Renée," som han siger.

GAFFA.dk følger op på den tilsyneladende uendelige historie.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA