Nyhed

GAFFA.dk dækker Spot intensivt

Masser af anmeldelser og artikler fra Århus fredag og lørdag

Billede: Robin Skjoldborg

I dag begynder Spot 10-festivalen med ny nordisk musik i Musikhuset, Ridehuset og VoxHall i Århus. Som sidste år er GAFFA.dk indgået i et samarbejde med en række freelanceskribenter og -fotografer, og i år også skribenter fra mymusic.dk, om en intensiv Spot-dækning på både GAFFA.dk, Spot10.dk og mymusic.dk.

Forvent derfor her i de næste to dage anmeldelser og artikler ad libitum fra Danmarks absolut største og mest betydningsfulde festival for ny rock, electronica, hiphop og det, der ligner. Masser af branche- og mediefolk fra ind- og udland er kommet til Århus for at finde ud af, hvad der rykker på den nordiske musikscene lige nu, og ikke mindst talentspejderne har antennerne ude.


Efterhånden kender mange historierne om, hvordan navne som The Raveonettes, Mew, Junior Senior, Teitur, Under Byen og mange flere er blevet, ja, spottet på Spot og efterfølgende har fået gang i en international karriere. Om det også sker i år, vil de to næste dages koncerter og tiden herefter vise. GAFFA.dk vil i hvert fald gøre vores til at holde dig orienteret om, hvad der er værd at holde øje med fremover.

Spot 10-festivalen præsenterer navne som Tim Christensen (billedet), Bergman Rock, Nephew, Jokeren, Baby Woodrose, Tue West, Múm, Powersolo, Amber, Antophones, The Blue Van og mange flere samt foredrag og paneldebatter.

 


GAFFA.dks anmeldelse af åbningsaftenen

ANNONCE