Nyhed

Unik musikservice ser dagens lys

Sony og Montmartre er indgået i et samarbejde om at udgive én live-optagelse af en koncert ugentligt. Servicen hedder Montmartre To Go.

Sony Music Danmark og Jazzhus Montmartre er gået sammen om at stifte den digitale musikservice Montmartre To Go, som efter planen skal udgive én koncertoptagelse om ugen med topmusikere fra ind- og udland, der optræder i Montmartre. Koncerterne bliver udgivet via spillestedet hjemmeside som downloads, og næste koncert udgives den 9. september med blandt andre Alex Riel, Annisette, Marilyn Mazur og Palle Mikkelborg. Udgivelsesmetoden er efter sigende den første af sin slags i verden.

Igennem Montmartre To Go kan man downloade og genhøre udvalgte livekoncerter et par døgn efter, at koncerterne har fundet sted i jazzklubben. For at få adgang til optagelser med eksklusivt billedmateriale skal man købe en kode af Montmartre, som giver adgang til download af koncerten via Montmartres hjemmeside. Denne kode kan både købes forud for koncerten eller efter koncerten i to kvaliteter. Det bedste lydformat der optages i hedder FLAC - og download af koncerterne i denne kvalitet koster 159 kroner, mens koncerten kan købes i mp3-format for 99 kroner.

Ideen bag og inspirationen til konceptet fik Niels Lan Doky fra USA, hvor han ofte så spillesteder gøre brug af nettet til distribution af musikken:


"Alle undersøgelser peger på at folk downloader mere og mere, når de skal købe musik i dag, og i stigende grad dropper konventionelle medier. Derfor var det oplagt at indgå dette unikke samarbejde med Sony Music Danmark om at oprette en digital musikservice, så vores koncertgængere og jazzelskere kan få glæde af koncerterne på Montmartre, igen og igen."

Direktør for Sony Music Danmark, Henrik Dahldorph er ligesom Niels Lan Doky også meget begejstret for den nye musikservice som han betegner som et win-win tiltag for musikere, publikum, Sony og Montmartre.

"Montmartre To Go forener den nyeste teknologi med et kulturkoncept af højeste kvalitet, som man ikke har set magen til nogen steder i verden. Publikum får musikoptagelser i sublim kvalitet, eksklusivt billedmateriale samt hurtig levering. Musikerne og vi andre får god og fair forretning ud af det. Og så er det altid spændende at udforske et teknologisk terræn, som ingen andre har betrådt."


Den første koncertoptagelse og udgivelse havde premiere i sidste weekend i forbindelse med fejringen af Alex Riels kommende 70-års fødselsdag på Montmartre, der bliver fejret af både Kulturborgmesteren, Annisette, Hanne Boel, Niels Lan Doky, Marilyn Mazur og Palle Mikkelborg. Premiereoptagelserne var med Niels Lan Doky Trio med Alex Riel, Niels Lan Doky og Morten Ramsbøl, hvor 13 sange fra koncerten er tilgængelige på Montmartres hjemmeside. Onsdag den 8. september fandt den anden optagelse sted, hvor Alex Riel, Marilyn Mazur, Annisette, Birgit Løkke Larsen, Stefan Pasborg, Jeppe Tuxen og Palle Mikkelborg gav koncert under temaet Trommedage.

Download af koncerten er tilgængelig via www.jazzhusmontmartre.dk fra i dag.

De resterende af Alex Riels ti fødselsdags-koncerter på Montmartre kan opleves i aften den 9. september med Alex Riel, Hanne Boel, Jacob Karlsson og Mads Vinding, samt den 10.-12. september med Alex Riel, George Robert, Dado Moroni og Jesper Lundgaard.


ANNONCE