Nyhed

Det Elektriske Barometer fylder 24

I anledning af den 24 årige fødselsdag får Barometeret en helt særlig fødselsdagssang af Christian Hjelm og Thomas Fagerlund

Tirsdag d. 2. november havde Det Elektriske Barometer på P3 fødselsdag. I denne anledning vil programmet blive fejret med en særlig fødselsdags-udgave søndag d. 7. november kl. 21.

Til denne fødselsdagsfest lover fødselaren at der vil være masser af gæster og præsentation af en helt ny fødselsdagssang af Christian Hjelm (Figurines) og Thomas Fagerlund (The Kissaway Trail).

Nummeret er en genindspilning af Altered Images' "Happy Birthday" som oprindeligt udkom i 1981. Til den særlige anledning vil de to musikere gæste radiostudiet for at fremføre nummeret live i radioen.


Foruden Barometerværterne Lucia Odoom og Alicia Jordanova (billedet red.) vil der være besøg af bl.a. Cæcilie Trier (Chimes & Bells), Ebbe Frej (Helsinki Poetry tidl. epo-555), Agnes Obel og Kirsten og Marie som vil anbefale musik og sende fødselsdagshilsner til lytterne.

Ydermere vil det være muligt at høre den tidligere barometervært Rasmus Poulsen fortælle om dengang i 2003 hvor Barometeret gik i sort og var lukningstruet.

Som en særlig fødselsdagsgestus har Mikael Bertelsen hånddesignet en helt ny "STILLE"-T-shirt til programmet. Bertelsen vil også være til stede under fejringen af radioprogrammets 24 års fødselsdag, hvor han vil fortælle om sine overvejelser bag STILLE-T-shirt-designet.


GAFFA ønsker et stort tillykke med fødselsdagen til Danmarks uafhængige alternative lytterbestemte hitliste som nu er blevet 24 år.

 

Det Elektriske Barometers fødselsdags-program går i luften søndag d. 7. november kl. 21:00 på P3


ANNONCE