Nyhed

Spot åbner for ansøgninger

Fra nu af kan du sende dit band i betragtning til næste års festival

Spot Festival 2011 foregår 27.-28. maj i Århus, og nu har festivalen åbnet for ansøgninger til næste års festival. Fra nu af kan orkestre og kunstnere, for hvem en showcase på Spot Festivalen har national og/eller international relevans, ansøge om at deltage på festivalen.
Også bookingfirmaer, managements, pladeselskaber, koncertarrangører, medier m.fl. kan foreslå danske eller nordiske orkestre til Spot Festival.

Der er som regel meget stor interesse for at spille på Spot Festival. Således modtog festivalen i 2010 hele 925 ansøgninger, der skulle barberes ned til de cirka 130 koncerter, som Spot Festivalen 2010 bød på - inklusive de kunstnere, som festivalen og dens samarbejdspartnere selv valgte at booke uden om ansøgningerne.

Al ansøgning til Spot Festival 2011 foregår elektronisk, og allerede nu kan man på www.spotfestival.dk/ansoegning ansøge om deltagelse på festivalen – følg de angivne instrukser for hvordan oplysninger om band, kontaktperson, booking-kontakt, pr-materiale samt lyttemateriale uploades. Ansøgningsfristen er onsdag den 5. januar klokken 12.00.


Ansøgningerne vurderes af en ekstern jury af danske og internationale branchefolk.

Programmet til Spot Festival sammensættes dels ud fra gennemlytninger af de indsendte ansøgninger fra orkestre og branche, dels gennem valg af grupper/solister, som er med til at tegne den aktuelle danske og nordiske scene.

Spot Festival vægter, efter eget udsagn, "de nyere musikalske strømninger, men programsætter primært ud fra den internationale interesse og efterspørgsel, hvorfor evt. tidligere optræden på Spot i sig selv ikke diskvalificerer nogen ansøger. Det endelige program fastlægges af Spot Festival."

SPOT Festival arrangeres i samarbejde med ROSA – Dansk Rock Samråd og MXD – Music Export Denmark.

ANNONCE