Nyhed

Northside Festival tilbage i 2011

Den århusianske festival bliver rykket til Vestereng, hvor den vil indeholde et mere internationalt program

I pinsen den 11. og 12. juni 2011 løber den århusianske festival Northside Festival atter af stablen. Festivalen blev afviklet for første gang i 2010, hvor navne som Veto, Nephew, Mew, Selvmord og Turboweekend (billedet) var forbi. Denne gang bliver arrangementet, ifølge arrangørerne, med et mere internationalt fokus. Århus Kommune har dog ikke gjort det nemt for arrangørerne at føre festivalen videre, mener arrangørerne.

Sidste år blev Northside Festival afholdt på Tangkrogen, men her har man ikke kunnet få lov til at gentage koncertrækken, da den skal huse kunstudstillingen "Sculpture by the Sea". Således kommer Northside til at foregå på Vestereng i Århus, der ligger i udkanten af byen.

Under festivalen sidste år måtte arrangørerne kæmpe med regnvejr, der var en af grundene til, at festivalen blot fik afsat omkring halvdelen af de tilgængelige billetter og kom ud med et underskud på omkring en million kroner. Northside-arrangørerne havde i år over for kommunen ytret et ønske om at benytte travbanen i Århus, men den kan heller ikke bruges, da U-21-landsholet skal spille EM-kamp på stadion samme dag.


"Vi bliver drevet rundt i manegen og er nu endt på Vestereng. Ikke af lyst, men af nød. Pladsen ligger ved siden af et hospital, så betingelserne er håbløse. Vi benytter kun Vestereng, fordi der ikke er andre store koncertpladser i Århus. Jeg har flere gange peget på travbanen, men kommunen ønsker ikke at have dialogen. Måske er det, fordi nogle af byrødderne bor i kvarteret," udtaler koncert- og festivalarrangør Brian Nielsen over for Jyllands-Posten onsdag.

Northside Festival betalte i 2010 50.000 kroner for leje af Tangkrogen, mens kommunen forlangte et depositum på 500.000 kroner, der dog blev halveret til 250.000 kroner. Derudover har Northside Festival også måtte slås med kommunen om lydbegrænsninger, der blandt andet har betydet, at Brian Nielsen har måtte opgive en jagt på navne som Trentemøller og Foo Fighters på forhånd, da ingen af dem ønsker at optræde på det lydniveau, der er begrænsningen i Århus.

"Når man som arrangør kommer til andre byer, står kommunen klar med åbne arme. Den oplevelse får man desværre ikke i Århus." fortæller Brian Nielsen.


Brian Nielsen udtaler desuden overfor Jyllands-Posten, at han forventer at offentliggøre de første navne til næste års Northside Festival på fredag. 

I alt skal der være mellem otte og ti internationale navne på plakaten til Northside Festival 2011. Billetsalget begynder på mandag, hvor der vil være et begrænset antal julebilletter til en særlig rabatpris. Se mere på www.northside.dk.

ANNONCE