Nyhed

Nyt tiltag på Huset i Magstræde

Huset i Magstræde åbner sammen med Catching Paper Planes dørene op for upcoming-kunstnere

I august skrev GAFFA om samarbejdet mellem det nystartede bureau Catching Paper Planes og Huset i Magstræde, der resulterede i en festival med en række upcoming-navne. Nu fortsætter samarbejdet med åbningen af "Catching Paper Planes Presents!", hvor talentfulde upcoming-bands får muligheden for at vise deres materiale frem foran et publikum.

Til hvert arrangement optræder tre bands, og det unikke ved arrangementet er, at publikum ved indgangen får udleveret blanketter, så de kan give feedback på koncerterne. Ud over publikums gode råd er der også samlet et ekspertpanel bestående af repræsentanter fra forskellige steder i musikbranchen. Sammen skal det give de nye bands en idé om, hvordan de kan udvikle sig, gøre sig mere synlige og i det hele taget komme til at markere sig på den danske musikscene.

Første event afholdes d. 25 februar 2011 i Musikcaféen, der er en del af Huset i Magstræde, og vil i alt blive afholdt tre gange i år. Ekspertpanelet til den første aften vil bestå af repræsentanter fra YourWaves, Alive Festival, Pad & Pen Records, Huset i Magstræde og Catching Paper Planes. Indtil videre er der ikke valgt nogen af de tre bands, så hvis du mener, du er kvalificeret, kan du kontakte Catching Paper Planes, hvorefter bookerne fra Catching Paper Planes og Huset i Magstræde i fællesskab vil udvælge musikere til arrangementerne. Du kan også anbefale dem et godt band, du har hørt om, hvis du ikke selv spiller i et.


Arrangementet er henvendt til bands, der ikke har udgivet noget endnu, og på Catching Paper Planes' hjemmeside bliver det slået fast, at koncerterne hverken er tænkt som en talentkonkurrence eller festival. Derimod er hensigten at "give en hjælpende hånd til nye talentfulde musikere, der ikke besidder økonomiske ressourcer til at få indspillet deres musik, spille koncerter eller promovere selv. Samtidig er det en mulighed for at udvikle en mere etableret bandprofil, og selvfølgelig for musikinteresserede for at opdage nye spændende toner."

Du kan læse mere om muligheden for selv at spille på Catching Paper Planes' hjemmeside.

Første Catching Paper Planes Presents! afholdes fredag d. 25. februar 2011 kl. 20:00, og entreen er kun 30 kr.


ANNONCE