Nyhed

Made In Esbjerg afholder indledende showcase

Den vestjyske musikfestival varmer op til den tredje i rækken med en teaser-showcase

Made In Esbjerg er navnet på en vestjysk musikfestival som fokuserer på at vise, hvad Esbjerg og omegn har at byde på af upcoming bands og artister. Og Esbjerg har som Danmarks femtestørste by tidligere vist, at der er masser at komme efter i det vestjyske. Et af de store trækplastre til sidste års festival var de anmelderroste esbjergensere i Kellermensch samt bandets sideprojekt The King & I.

Sidstnævnte fik i den grad imponeret GAFFAs udsendte med en koncertoplevelse ud over det sædvanlige. Her skrev Michael Jose Gonzalez bl.a. følgende om koncerten med The King & I:

"Wolffs (Sebastian Wolff red.) rå vokal og smukt skramlede akustiske guitar giver de melodiske himmerigsmundfulde, sangen byder på, effektivt modspil. Udtrykket er yderst intenst og nogle steder ikke ulig Arcade Fire. Bare (tør man sige det?) bedre."


Foruden The King & I kunne festivalen denne dag også byde på optrædender af Kabaret Sybarit, Autofiction, Stella Blackrose og Kellermensch. Om sidstnævnte skrev GAFFAs udsendte følgende:

"De musikalske salver fra scenen udgør i sin helhed en koncert af den type, man kun oplever alt for sjældent, men som Kellermensch alligevel synes yderst leveringsdygtig i. Imponerende."

Afslutningsvis tilføjes det yderligere om arrangementet:


"Denne fredags udgave af Made In Esbjerg har vist sig som et yderst vellykket arrangement, og byen har imponeret med sit rige og kvalitativt stærke musikliv. Hvis flere Esbjerg-bands formår at markere sig på samme måde som bysbørnene Kellermensch og The Floor Is Made Of Lava, kan byen bestemt placere sig stærkere på det musikalske landkort." (læs hele rapportagen her)

Dette år indleder arrangøren med en showcase, hvor 8 udvalgte bands fra Esbjergs og regionens musikalske undergrund vil vise, hvad Esbjerg kan byde på af upcoming talent.

Showcasen finder sted i Tobakken lørdag d. 19. februar, og her vil man kunne opleve følgende navne:


B-Jay

Meridian

Business Stress Express


Machine

Nano

Random Organized Club Kids


Big Sky Country

Ones N Fives

Aftenens 8 bands kan byde på en bred vifte af forskellige genrer; fra hip-hop, jive-pop, progressiv metal og rock. De optrædende bands er alle mulige kandidater til også at komme på plakaten til sommerens Made In Esbjerg Festival på Tobakken under Esbjerg Festuge d. 12-20. august.


Arrangør for den kommende showcase Morten Nissen udtaler:

"Vi håber at den succes musik fra Esbjerg nyder for tiden, har givet den esbjergensiske musikfan lyst til at finde ud af, hvad der rører sig lige under den mere anerkendte overflade, og at mange har fået interesse for, hvad der kommer fra Esbjerg i nær fremtid. Vi håber på at se rigtig mange nysgerrige til showcasen"

Arrangementet afholdes d. 19. februar kl. 18:30 i Tobakken, Esbjerg. Billetter koster 50 kr. og kan købes her.


ANNONCE